En Kristen Broder ringede til mig og sagde, at han følte at vi skulle gå til Mt. Tamalpais og salve toppen af bjerget med olie. Så den næste morgen, efter morgenmaden, tog vi afsted og bad hele vejen op til toppen af bjerget. Da vi var ankommet, parkerede vi på parkeringspladsen, afholdt Nadver og salvede hinanden med olie, og bad for stedet som Herren ønskede salvet.
Så efter bønnen på parkeringspladsen begyndte vi at gå hen ad stien der snoede sig op mod toppen af bjerget, og bad i tunger mens vi gik i ånden. Jeg hørte også min Kristne ven bede den treogtyvende salme mens vi gik. Så omkring en tredjedels afstand fra toppen, løb vi ind i nogle mennesker der var på sightseeing. Vi ventede på at de skulle gå videre, fordi vi bad højlydt i tunger.
Af en eller anden grund sagde jeg til min Kristne Broder, »Lad os vente her.«
Så klatrede vi op på nogle sten der lå til den ene side af stien, og ventede på at de der var foran og bagved os kom sig videre. Vi sad der ti til femten minutter og bad og betragtede udsigten - i retning af San Francisco. Da vi så begyndte at gå, kiggede min Kristne ven op mod toppen af bjerget og sagde: »Jeg tror at du skulle klatre op på toppen af den der store sten og hælde nogen olie på den.«
Siden min ven ikke havde medbragt det rette tøj og sko til at klatre, så måtte jeg prøve at klatre dette selv. Jeg prøvede det bedste jeg kunne, men der var bare for stejlt til at bære på denne glasflaske med olie i den ene hånd, og prøve at klatre med den anden, og jeg var bange for at falde og knuse flasken med olien.
Så bemærkede min ven en anden vej rundt om den store kampsten, med en mulig vej til toppen. Så jeg kæmpede mig vejen op, mellem disse store sten, og fandt en anden kampsten højere oppe, bagved den vi først så, og følte at dette var den sten der skulle salves. Denne nyfundne vej havde også en mulighed for at nå op på toppen af denne højere beliggende kampsten. Så jeg fortsatte til tops på denne anden kampsten, til udsynet og klippeafsatsen på denne klint, og kunne se ud over østfjorden. Da jeg var nået til tops, satte jeg mig på den, og kunne se ud over hele østfjorden. Jeg så Mt. diablo i retningen her fra Mt. Tamalpais.
Efter at have taget østfjorden i øjensyn, begyndte jeg at bede, og mærkede at dette var det rigtige sted der skulle salves. Så salvede jeg stenen i Faderens, Sønnens og Hellig Åndens navn, i form af et Kors, hvor olien hurtigt flød samen til en stor klat olie.
Så sagde Herren: »Hæld hele indholdet ud, og vend bunden i vejret på flasken, og dræn al olien ud på stenen.«
Det eneste problem var, at der var intet sted hvor jeg kunne stille flasken med bunden i vejret. Så mens jeg så mig omkring, opdagede jeg et perfekt rundt hul, på toppen af denne solide sten, fuldstændig på samme størrelse som flasken med olivenolien. Dette var ikke en sprække i stenen, men et naturligt hul, mejslet ind i stenen. Så jeg vendte flasken med olivenolien på hovedet, ned i dette hul, og lod den dræne. Nu kunne flasken ikke rulle væk eller glide ud, så jeg forlod flasken der, så den tømtes med bunden i vejret.
Jeg havde en fornemmelse, i ånden, at Herren havde lavet dette hul just for denne flaske olivenolie, for hvem ved hvor mange hundreder af år siden. Så jeg forlod flasken der, og klatrede ned ad skrænten, til stien, hvor min ven stod.
Han spurgte mig, »Hvor er flasken?«
Så gentog jeg hvad Herren havde sagt, og fortalte ham hvordan alt dette var så mærkeligt, fra hvordan stenen vendte mod østfjorden, til hvordan dette sted blev fundet, og til hullet i stenen der holdt olieflasken.
Mens vi talte sammen, fortalte jeg ham om de to visioner jeg havde haft, mens vi ventede ved siden af stien for at folkene skulle gå forbi.