(Forord, Vidnesbyrd og 12 Profetier)
fra Jehovah God, Jesus Kristus og Hellig Ånden
modtaget af Raymond Aguilera.
Forords Profeti
Herren Jehovah gav mig denne profeti til at placere her.
Jehovah Gud sagde, "Joel's profeti går i opfyldelse i disse dage."
Joel kap. 3, fra den danske bibel fra 33:
1: Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
2: også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.
3: Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter.
4: Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store og frygtelige Dag kommer.
5: Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.
***********************************************************************************
Apostlernes Gerninger kap. 2, fra den danske bibel fra 33:
16: men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel:
17: "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil Jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.
18: Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.
19: Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
20: Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
21: Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses."
Dagens Kald
ved Gerald O. Lukehart
Hvad nu om en mand, en katolik, en der ikke er bekendt med, eller begærer det overnaturlige, begynder at modtage profetier og advarsler fra Gud? Disse advarsler inkluderer et alvorligt jordskælv i Californien, en atombombe-eksplosion i Paris, og verdens ende ved kollision med en stjerne.
Denne mand har et kald til at være profet, noget han aldrig ønskede at blive. Lige til denne dag er dette noget, han ikke til fulde ønskede. Alt han ønskede var at blive duelig til at styre sit eget liv, at følge sin egen retning, har aldrig ønsket at blive kaldt et fjols, en kætter, en fidusmager, eller det, der er værre. Denne mand har modtaget over firehundrede budskaber der spænder fra abort, til New Age bevægelsen, og til Pastorer der vildleder sin hjord. Disse budskaber blotlægger ting der kommer, det der er nu, og det der ikke skulle være... Fra håb, kærlighed, til dom, til en ny begyndelse, heri ligger en bred indsigt fra et helt nyt perspektiv.
Fra Guds.......
I virkeligheden ikke et nyt perspektiv, for disse budskaber rækker ud fra en tidligere tid, Joel's tid, Jeremia og Daniel, og giver os en indsigt i Herrens interne arbejde. Med en advarsel, og med en mulighed for at enden kommer snart, er der en påtrængende nødvendighed og relevans i disse budskaber, at de må komme ud til den enkelte og til alle.
Vi, Ray's udvidede åndelige familie, ønsker at dele med dig om kampene for at have tro, og realiteten af hvad vi har modtaget fra Ray, og de mirakler, der har fulgt med.
Vi finder at disse profetier:
Dette har potentiale til at blive en af de mest kontroversielle bøger i dette år. Siden april 1992 er den åndelige krigsførelse taget til omkring Hr. Aguilera. Profetierne spreder sig omkring de Forenede Stater og rundt omkring i verden. Mennesker har følt Guds nærvær, nogle græder, nogle ryster, nogle beder, nogle finder Gud... Vi håber du også gør.
* Hr. Gerald O. Lukehart er en græsrods-genfødt-karismatisk-kristen med en sydstats-babtistisk familie-arv.
En Indviet Mand
En forklaring af fænomenet Ray Aguilera,
ved Robert Thompson.*
For at forstå Ray Aguilera, må to nøgleord defineres.
Først, definitionen af Indvie (dedicate): Ifølge American Heritage Dictionary,
1. At sætte til side for et særligt formål.
2. At overgive (sig selv) fuldt og helt, - hellige.
3. At indskrive (f. eks. en bog) til en eller anden.
For det næste, definitionen af Fænomen. Igen, ifølge American Heritage Dictionary,
1. En begivenhed eller fakta der kan erkendes med sanserne.
2. a. Et usædvanligt faktum eller begivenhed.
b. En person der brillerer med ekstrem kvalitet eller præstation.
Gennem de første tre år af Ray's "Rejse", mødte han en bred vifte af hindringer, hvilke han udfordrede og besejrede, i takt med at hans Kristne vandring styrkedes ved erkendelsen af, at han var udvalgt til et meget specielt formål.
Uden formel bibelkundskab, eller nogen forudgående teologiske interesser, andet end et ønske om at blive en god Kristen, har Ray indvilliget i det største ansvar i sit liv. Kritik fra ledere indenfor kirken, vantro fra venner og bekendte, og hans egen usikkerhed som menneske, har ikke afskrækket Ray fra at fuldføre sin opgave. Som om disse grunde ikke var nok til at afskrække Ray fra sit arbejde, så var der også konstante kampe og prøvelser der gæstede ham fra den åndelige verden. For Ray's kampe, Guds vegne, var med djævelen som aldrig sover. (Ef. 6,12) Derfor kræver Ray's årvågenhed vedrørende disse ting, ugentligt, dagligt, og hver time hans opmærksomhed.
Ray erklærer, at han ikke er en profet, og dog modtager han profetier. Han forstår ikke symbolik, og dog modtager han visioner og symboler. Han mangler bibelsk ekspertise, og dog bliver han bedt om at bruge Bibelen. Han higer ikke efter høj rang indenfor kirken, og dog udfordrer han disse der har autoritet og tvivlsomt omdømme. Han afskyr radikalisme og revolution, og dog er hans arbejde radikalt og revolutionerende i tanke og design.
Ray's liv synes kompliceret, vanskeligt og forstyrret, til tider. Ikke desto mindre har Ray holdt sig til sin opgave og jagtet målsætningen, som er givet ham af Gud: Skriv alt ned; sæt det op i bogform; og spred ordet verden over. Ray var bedt om at gøre dette, og har betingelsesløs tro på Guds evner til at åbne døre, og tilvejebringe kontakter, for at sikre succesfuld fuldbyrdelse af dette kraftfulde projekt.
Ray er en indviet mand. Han er sat til side fra andre, af Gud, til et specielt formål. Han er hengiven og totalt engageret i sin opgave. Og han har ofret alt for at skrive en bog, ikke om Gud, men fra Gud.
Denne bog er ikke om Ray's liv, hvad han tror på, eller sågar hans oplevelser. Denne bog er om forandring; denne bog er om erkendelse; denne bog er om at komme tilbage til Gud. Ray føler, at der er en forstyrrelse i kirken. Vi håber, at denne bog vil medføre forandring der er positiv for alle - Kristne såvel som ikke-Kristne. Og endnu vigtigere, Ray ønsker at se forandring i kirken.
Ray står overfor en kamp op ad bakke. Han føler sig truet og skræmt af ledere i kirken pga. det, der er blevet skrevet. Men det er præcis det, der er blevet skrevet, og udbredt, der vil bringe den nødvendige forandring. Magt og vold, og radikale aktioner, vil ikke blive katalysatoren for forandring. Det skrevne ord, lige præcis Guds Ord, vil være tilstrækkeligt til at bringe universel forandring i Legemet.
Den største forandring, i kirken, skete i 1500-tallet ved en teolog kaldt Martin Luther. Han udfordrede de dogmatiske praksis'er i den Katolske Kirke. Han var en frugtbar forfatter og en karismatisk taler. Det tyske folk af 1520 ville have gjort voldeligt oprør, eller grebet til radikale aktiviteter, hvis det var den retning, Martin Luther havde foreslået. Men Martin Luther skrev og publicerede Guds Ord. Guds Ord blev udbredt af individuelle, som i et netværk, og udfordrede den eksisterende kirkes autoritet. Martin Luther vidste også, at Satan kunne angribe de individuelle, men når Guds arbejde er blevet gjort, ved at udbrede Ordet, er det meget smerteligt for djævelen.
Ray Aguilera er ikke nogen teolog. Ikke desto mindre udbreder han Guds Ord, akkurat sådan som han er blevet instrueret. Han oplever Guddommelig indgriben gennem visioner og begivenheder. Han optager på bånd, og dokumenterer hver eneste begivenhed med sine egne ord, og sin egen stil. Ray er ikke nogen forfatter, så han skriver alt ned, som sad han og snakkede med en ven. Ray's arbejde er personligt, ikke for kommerciel fremgang, men er skrevet for alle, Kristne såvel som ikke-Kristne.
Ray's mission her i livet er enkel: At få Guds Ord ud til alle. Gennem sin indvielse, fuldfører han netop denne målsætning. Det er fantastisk, at Ray's materiale, endskønt ufuldstændigt, bliver læst og distribueret over hele USA og udenfor. Dele og fragmenter er spredt rundt omkring i hele verden. Når dette arbejde er fuldført, vil det være tilgængeligt for alle, fordi det er Guds vilje, at Guds Ord skal blive læst af alle.
* Robert Thompson er en lærer / historiker, der fortæller, at Herren gav ham flere drømme og hvileløse nætter, og lagde en byrde på ham at skrive dette forord og at gøre brug af Skriften.
1. del - Vidnesbyrdet
(Skrevet af fra mine journal-bånd. Næsten alt er skrevet præcist som det blev optaget,
ord for ord. Bånd der blev optaget to måneder efter de første begivenheder og
visioner er fremdeles ikke lavet færdige nu tre år senere. Navnene på nogle af
personerne er ændret.)
Copyright 1990-1995 Raymond Aguilera
April 1990:
Vel, jeg ved ikke, hvor jeg skal starte med min historie, for den er så lang. Så jeg vil starte med aftenen før det første besøg af Hellig Ånden. Det var en onsdag aften. Jeg gik til gudstjeneste, og under gudstjenesten henvendte jeg mig til en meget nær kvindelig ven og bad hende om at bede sammen med mig, fordi vi havde problemer. Jeg husker hendes frygt, da jeg henvendte mig til hende, og hun indvilligede i at bede. Vi var begge anspændte, for vi havde problemer der vedrørte hinanden. Jeg vidste, at hun brød sig om mig, og hun var blevet noget helt særligt for mig.
Mens vi står og beder, mærker jeg hendes frygt. Jeg vidste, at hun ønskede at denne bøn skulle blive færdig og overstået, men jeg skubbede den videre. Hun spurgte mig, om vi havde bedt for alle mine behov, og jeg skyndte mig at sige »Nej«. Så vi bad noget mere, og udvekslede ytringer om de følelser vi begge havde for hinanden. Jeg vidste om hendes meget personlige problemer med misbrug mod hende, som hun havde oplevet i fortiden, hvilket gjorde det ekstremt svært for hende at have relationer til nogen af det andet køn.
Hun havde nævnt for mig, nogle gange, at hun brød sig om mig, men at hun prøvede at arbejde med sine egne problemer. Vel, med alle disse spændinger havde hun mistet kontrollen. Hun begyndte at bygge denne mur omkring sig selv, og det var ekstremt svært for hende at hava nogen relation eller endog at tale. Jeg følte hendes spændinger og angst, og denne vrede var ikke rettet mod mig, men den var rettet mod hende selv. Jeg kunne se, at hun havde en kamp inden i sig selv, og det pinte mig. Det smertede helt ned i maven, men der var intet jeg kunne gøre, og min tilstedeværelse gjorde det værre, og det pinte mig indvendigt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.
Her var en kvinde, som jeg tror virkelig brød sig om mig, men jeg kunne ikke nå ind til hende. Ved denne tid var de andre gået, og vi var der stadig og prøvede at kommunikere. Jeg vidste, at hun ønskede, at mødet var slut, men hun og jeg led os igennem det. Da det var over, var hun et fuldstændigt vrag. Jeg mener, hendes hænder var opblødte og plaskvåde af sved, og hun rystede. Hun ønskede bare at blive færdig med denne bøn, og at jeg gik, så hun kunne gå, men da kunne hun ikke røre sig på grund af sin nød. Så jeg rejste mig og forlod hende, og hun gik hen for at tale med pastoren. Jeg kunne se hendes nervøsitet, på den måde hun opførte sig. Jeg talte med nogle medlemmer af kirken, og gik derefter ud på parkeringspladsen.
Idet jeg forlod stedet, kunne jeg se, at hun forlod kirken sammen med to andre. Hun sludrede og prøvede at opføre sig normalt, men jeg kunne se, at hun stadig var nervøs. Jeg betragtede hende, mens jeg langsomt kørte afsted. Jeg pintes indvendig, mens jeg betragtede hende, der hun stod og skælvede. Det der var så utroligt for mig var, at vi ikke havde kæmpet eller diskuteret. Vi havde bare talt sammen om småting, - intet af større betydning. Jeg kørte hjem, og jeg følte mig virkelig dårligt til mode. Dette møde mellem os var så pinefuldt. Vel, den næste morgen bestemte jeg mig for at vie min morgenbøn for hende. Dette var alt jeg kunne gøre, for jeg kunne ikke nå hende med samtaler. Hun sagde, at hun ikke kunne omfavne eller berøre på grund af sin fortid. Hun var så ude af kontrol, og sådan havde det ikke været før. Vel, for at fortsætte med min historie. Ca. en måned før denne bønnestund sammen med hende, havde jeg leget denne her leg med Bibelen. Hvis jeg havde et problem, eller et spørgsmål, så åbnede jeg bare Bibelen uden at kigge, for så at se, om Herren gav mig et svar. Hvis jeg husker rigtigt, så brugte jeg kun det Nye Testamente. Tidligere havde jeg haft ganske god succes med at modtage svar.
Som sædvanligt åbnede jeg Bibelen, og kiggede efter det første kapitel på den side der fangede mit øje. Jeg førte en finger hen over kanten af siderne og åbnede Bibelen. Stedet var Johannes Evangelium, kapitel 11, der omtaler Lazarus' død. Jeg læste kapitlet fra start til slut. Klokken var 09:00, torsdag morgen, dagen efter at min særlige ven og jeg bad sammen.
Jeg søgte efter hvordan skriftstederne kunne passe ind og vedrøre hende. Jeg havde før givet hende skriftsteder pr. telefon eller indtalt dem på hendes telefonsvarer. Nogle gange fortalte hun mig, at skriftstederne passede, Så måske var jeg faldet over noget her. Mens jeg læste kapitlet, nåede jeg til vers 44 (hvor Kristus taler) og fortsatte videre, men noget sagde mig, at jeg havde læst for langt. Jeg kunne virkelig ikke forstå det, men jeg kunne bare mærke, at jeg havde læst for langt. Så jeg bakkede tilbage, og standsede ved vers 44. Det var det sidste vers, hvor Kristus talte om Lazarus' opstandelse.
Fra Journal-bånd, som det blev optaget:
Mine læber er tørre, og jeg har svedt hele natten, og det ser ud til at være sådan hver nat. Jeg vågner om morgenen i kold sved og med tør mund. Sommetider kan jeg ikke huske ordene jeg skal sige, fordi Satan angriber mit sind, men jeg kommer til at fortsætte og gå så langt jeg kan, og sige så mange detaljer, som jeg kan genkalde, og i den rækkefølge jeg husker dem. For jeg ved, at Satan angriber mig, når jeg gentager denne historie. Jeg har genoplevet disse begivenheder mange gange, men stadig angriber han mit sind. Han får mit sind til at gå helt i sort for begivenheder, lige før jeg skal til at genkalde dem.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor dette sker, for jeg har genoplevet dette mange gange, men mit sind går i sort, og jeg ved at Satan er årsagen. Sommetider angriber han mig med ængstelse, jeg ryster og sveder i frygt. Jeg begynder at tænke onde tanker, men jeg vil fortælle dig så meget jeg kan, og så udførligt som jeg kan. Jeg har bedt for, at Hellig Ånden skal hjælpe mig i denne proces. Lige nu, mens jeg fortæller dig dette, føler jeg ... Satans nærvær. Jeg føler mig nervøs, og jeg ryster, men jeg kommer til at fortsætte med at beskrive disse vigtige begivenheder.
Mit sind gik lige nu i sort, jeg kan ikke huske hvor jeg var kommet til... Herre Jesus, i Kristi navn. Hjælp mig! Hjælp mig at fortsætte. Jeg sagde til Dig, at jeg ville gøre det, så hjælp mig at gøre det. Hjælp mig med min hukommelse. Jeg kan ikke huske hvor jeg standsede. I Faderens, Sønnens, og Hellig Åndens navn. Herre Jesus beskyt mig. I Kristi navn, gå ud herfra Satan. Jeg mener det! I Faderens, og Sønnens, og Hellig Åndens navn. I Faderens, Sønnens, og Hellig Åndens navn. Satan, gå bort herfra! Herre Jesus, Herre Jesus Hjælp mig lige nu! Jeg beder Dig.
Åh min Gud. Jeg er så tørstig. Jeg er... Så... tørstig. Klokken må være tre eller fire om morgenen, onsdag, 28. juli, 1990, tror jeg, for 26. juli var mandag. Jeg ved ikke, for der er så meget, der har vist sig og er sket for mig, at jeg kan ikke holde styr på oversigten over tidspunkterne, der fulgte disse begivenheder. Tid synes ikke at have nogen mening for mig, hverken i den åndelige eller fysiske verden, i den seneste tid.
Mit sind er stadig blankt, og mine læber tørre. Der er tårer i mine øjne. Gennem mit vindue, og mellem træerne i baggården, ser jeg solen stå op. Det er stadig mørkt udenfor, men jeg kan se den stige op. Jeg kan ikke regne dette her ud. Det har altid været muligt for mig at gentage denne historie, på de tidspunkter hvor mit sind går i sort, - det ville komme tilbage indenfor nogle sekunder eller et minut, men du godeste, denne gang...
Du godeste! Min mund er tør. Jeg synes at komme til et sted i hukommelsen, og så bliver mit sind fuldstændig blankt angående nogetsomhelst ved denne historie. Jeg mener blank, nærmest totalt hukommelsestab. Den ondes nærvær er stærk i nat. »I Kristi navn, Herre Jesus beskyt mig! Sæt en kuppel af beskyttelse omkring min seng, ligesom Du gjorde den morgen«. Fint, jeg kan huske nu. »Tak Herre«.
Tilbage til Historien:
Jeg læser disse vers, og så var der noget der sagde mig, at dette var vigtigt. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvordan. Du kunne kalde det en "følelse", men jeg kan ikke sætte et ord på det. Sommetider er det svært at sætte ord på det, jeg ser, måske det er fordi mit ordforråd ikke er stort nok, men det jeg oplever er til tider uforklarligt i kødet, og ekstremt svært at forklare, fordi det er så overvældende. Jeg ville ønske, jeg kunne forklare (sammenligne med noget kendt) hvordan jeg ser farverne, kraften og styrken hos både Gud og Satan.
Men da jeg læste disse bibelvers, i kapitel 11 i Johannes' Evangeliet, blev jeg presset til at ringe til hende. Jeg vidste, at hun var på arbejde, fordi klokken var 09:00, onsdag morgen, da denne begivenhed fandt sted. Jeg følte mig som et fjols, men jeg ønskede at hjælpe hende. Men jeg havde sagt til hende, at jeg ville holde mig fra hende pga. spændingerne. Følelsen var stærk, ligesom »Ray, hvorfor giver du hende ikke bare informationerne, ringer til hende og giver hende skriftstederne? Måske du da gjorde noget godt for hende... muligvis.« Så jeg grublede over dette og sagde »Ok« til mig selv. Hvad skulle der kunne gå galt ved at give hende kapitlet og versene? Jeg ringede til hende, selvom det hele ikke gav nogen mening for mig. I hvertfald, så var hun på arbejde nu kl. 9 om morgenen, så jeg ringede til hendes hjemmetelefon.
Hendes telefonsvarer begyndte at optage, og jeg sagde: »Dette er Ray, læs kapitel elleve og versene 1 til 44 i Johannes Evangeliet«, og så lagde jeg røret på. Så sagde jeg til mig selv: »Det var mærkeligt gjort af mig, lad os nu se, hvad der kommer ud af dette.« Da jeg begyndte at læse det igen, følte jeg nærværet, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, og hvad det så var, havde jeg en stærk følelse af, at jeg skulle ringe til hende igen. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad det var, men jeg følte, at det var ekstremt vigtigt at sikre, at hun fik de rigtige skriftsteder.
Jeg kan ikke forklare denne følelse. Den kom bare til mig ud af det tomme ingenting. »Nej«, sagde jeg til mig selv, »Dette er tosset. Jeg har lige lagt en besked for få minutter siden. Hun vil da virkelig tro, at jeg er en tosse«. Men følelsen var så specifik, og siden jeg allerede havde strakt min hals så langt ud, sagde jeg, »Hvorfor ikke?«, så jeg ringede til hende igen og lagde denne besked på hendes telefonsvarer: »Jeg husker ikke, om jeg gav dig de rigtige skriftsteder, men forsikr dig selv om, at du får læst kapitel 11, versene 1 til 44 i Johannes evangeliet, - det er vigtigt.« Jeg ved ikke, hvorfor jeg understregede, at det var vigtigt, men jeg understregede det.
Siden alt dette var så mærkeligt, og ikke lignede mig, sagde jeg til mig selv, »Jeg må hellere få læst dette endnu engang«. Så jeg begyndte at læse Johannes Evangeliet, kapitel 11, versene 1 til 44. Jeg må have læst de første to, tre vers, da, - min Gud, mærkede jeg denne følelse. Jeg lå på ryggen i min seng, og jeg følte denne varme. Denne varme gik gennem mit hjerte, ned gennem mine ben, og ud gennem begge mine arme. Varmen var helt utrolig.
Og jeg begyndte at græde. Jeg begyndte at græde!! (Jeg må bemærke her, at dele af denne sektion vil lyde anderledes, fordi da jeg prøvede at optage denne begivenhed, begyndte jeg at græde igen helt ukontrolleret.) Jeg begyndte at græde!!...
Jeg græder ... og kan ikke holde op!... Jeg kan ikke holde op med at græde for at finde ud af hvad der sker,... jeg... jeg følte,... jeg så. Jeg så denne kugle, eller en kuppel af en eller anden slags, der pludselig kom ud af ingenting. Jeg kunne se igennem den. Denne beskyttende kuppel nåede fra nederst til øverst omkring sengen, hvor jeg lå på ryggen. Alt hvad jeg kan sige er, at jeg så igennem den. Den omkransede hele denne king-size størrelse af en seng. Min krop lagde sig i fosterstilling, og jeg begyndte at svede. Så gik det op for mig, at det var Hellig Ånden. Denne ærbødige nærværelse var bare helt overvældende. Jeg følte mig så godt, og så malplaceret, alt på samme tid, og jeg følte mig så levende... Jeg husker jeg tænkte, »hvad sker der her?« Dette var noget helt nyt... Jeg må standse her, for jeg kan bare ikke tale lige nu, fordi jeg genoplever det hele igen...
Ok., jeg er tilbage. Gennem alt dette, var alt jeg kunne gøre, at græde, men gennem denne gråd så jeg min kvindelige ven. Jeg kunne se hende, eller mærke hende, jeg gætter, du ville sige begge dele, jeg ved ikke præcist, hvordan jeg skal forklare det, men min sjæl gik ind i hendes legeme, eller noget i den retning. Jeg gætter bare, jeg ved det virkelig ikke. Jeg oplevede de følelser hun følte, hvad hendes sjæl følte... (Jeg mistede kontrollen gennem denne sektion af optagelserne og begyndte at græde.) Å min Gud, det er så frygteligt... Jeg følte terroren... Jeg følte... kvalen... Jeg kunne bare føle den... Jeg kunne bare føle den... Min Gud... Min Gud, er dette virkelig hvad hun føler... Hjælp hende! Hjælp hende! Min Gud.
Så så jeg hende prøve at tale til mig, og noget greb hende om struben. Så så jeg en dæmon eller sådan noget. Jeg ved ikke hvad det var, og den sagde: »Jeg har hende, og jeg kommer ikke til at lade hende gå. Jeg er ligeglad med hvad du vil gøre. Jeg kommer ikke til at lade hende gå!« Og gennem denne vision græd jeg stadig, græd og græd foran Herren, mens jeg så dette ske foran mig på et andet sted, eller i en anden verden. Dæmonen sagde: »Jeg har taget hende ved struben, og jeg har hende hvor jeg ønsker hende, og hun bliver her. Jeg er ligeglad med hvad du gør, og jeg kommer til at beholde hende.«
Den næste vision var af en karrusel, den slags du kan se i en skolegård. Og denne dæmon, hvad det så var, snurrede min ven rundt og rundt i denne karussel, og holdt hende i ubalance. Hun kunne ikke komme ud af denne karussel. Jeg kunne se, at hun prøvede, men denne dæmon blev ved med at skubbe den hurtigere og hurtigere, som hun gik mod kanten for at springe, - så hun kunne ikke springe, på grund af frygt og karussellens fart. Jeg kunne se hende bevæge sig tilbage mod karussellens midte, da dæmonen satte mere og mere fart på. Jeg havde sådan medfølelse for hende, og følte mig så hjælpeløs. Så stoppede billedet.
Jeg husker, at dæmonens ansigt lignede Yoda fra Star Wars. Dens ansigt havde hovedform som Yoda, med dets spidse ører og lille næse. Da blev jeg opmærksom på mine omgivelser, jeg blev opmærksom på, at jeg selv græd som en baby, ikke krokodilletårer, jeg mener.., jeg græd nede fra dybet af mit hjerte, fra min sjæl. Jeg græd som en treårs baby som var blevet slået brutalt og efterladt blødende. Min gråd var totalt ude af kontrol.
Så ændredes min gråd til en følelse af fuldbyrdelse, og jeg mærkede fred og følte mig renset. Jeg vidste, at dette var Hellig Ånden; Han var kommet for at vise mig denne hændelse og frigøre min smerte. Ting som dette her sker bare ikke for mig, da jeg er den type person, hvor alting skal være ligesom to plus to er fire.
Jeg husker, da jeg plejede at gå til disse "Kristent fællesskab" møder. Jeg var altid en af dem der befandt sig i den bagerste del af rummet, hvor jeg iagttog disse mennesker der talte i tunger og sagde til mig selv, »Se disse mennesker der gør sig selv til grin«. For de fleste af dem var ikke engang oprigtige. De lavede bare støj og ønskede at blive hørt. Min søster og jeg plejede altid at snakke om dem. Vi var meget dømmende, fordi de så så forlorne ud, og jeg vidste, at de var forlorne, for der var bestemte individer der altid havde noget at sige, eller sagde noget der ikke gav nogen mening.
Selv i dag kan jeg stadig se, og sige, at nogle mennesker bare ønsker at blive hørt; de ønsker opmærksomhed og ønsker at tage sig ud som Kristne. Grundlæggende, så sad jeg der bagved og spejdede og observerede, og nu her, var noget ved at ske for mig selv. Mine to plus to var ikke længere fire. Jeg havde altid været en Kristen, i al fald det meste af mit liv. Jeg tror på Gud, Faderen, Hellig Ånden, og på Sønnen, Jesus Kristus. Nu da jeg tænker over det, så har jeg haft en eller to usædvanlige oplevelser før i tiden, men ikke som denne her. Min Kristendom var ude af kontrol.
Sommetider siger jeg til mig selv, »Jeg lå i sengen og så en kuppel over min seng, mens jeg oplevede Hellig Åndens Nærvær og følte mig godt tilpas indvendig, men den eneste måde jeg kunne udtrykke dette, var ved at græde mit hoved af. « »Jow, Ray, du er jo helt normal.« Denne oplevelse var så ærbødig, at ord ikke engang kommer i nærheden af at forklare det. Ord er meningsløse for det, jeg prøver at sige eller forklare. Mit jordiske legeme og mit sind tænkte, »Ray, du taber det på gulvet, du mister kontrollen.« »Der foregår noget her, og det er ikke rigtigt. Du går fra forstanden; for få minutter siden var du ok. Knips dig selv til bevidshed. Få kontrollen over dig selv tilbage«. Men alt hvad jeg kunne gøre var at græde.
Jeg prøvede på at kontrollere mig selv gennem dele af det, fordi det varede, vil jeg gætte på, en halv time til femogfyrre minutter. Min krop svedte - i fosterstilling. Jeg mærkede Kraften, Hellig Åndens Herlighed, og det ville ikke stoppe. Så til sidst tog jeg et dybt åndedræt og rystede mig selv på plads og sagde »Dette må have en ende.« Så rejste jeg mig op og gik ud på badeværelset; jeg var lidt svimmel. Det var som om jeg havde drukket eller lignende. Jeg tørrede mit ansigt og klatrede tilbage i sengen. Jeg sagde til mig selv, »Du mister kontrollen, der er noget andet der foregår her. Det bare...«, men jeg vidste i mit hjerte, at det var Hellig Ånden, og... (Oj, min mund og læber er tørre).
Jeg sagde til mig selv, »Klæd dig på og få noget at spise« (de seneste måneder har jeg spist Chef Salat på Jack-in-the-Box, og jeg har tabt mig, og har følt mig godt tilpas.) Så jeg sagde, »Kom igang, nu må du tage dig sammen.« Så jeg klædte mig på, sprang ind i bilen, og kørte ned ad gaden, mens jeg rystede lidt. Jeg husker, at jeg drejede til venstre ved La Paloma, en stejl bakke ned mod det lavere område, og da jeg var nået omkring trekvarts vej ned mod bunden af bakken, ramte Nærværet af den Hellige Ånd mig igen.
Å, min sjæl... du ved, når man ønsker at græde, og man får denne klump i halsen, og man kan ikke forklare det. Man får en bølgende, dirrende fornemmelse i sit indre. Man prøver at styre det, men man kan ikke. Så forsvinder denne klump igen fra halsen, du godeste, og da begyndte jeg igen at græde. Jeg begyndte at ryste mit hoved og sagde: »Hvad sker der her, hvad sker der?« Dette er ikke normalt, Dette er ikke mig, jeg taber det hele på gulvet. Jeg blev ved med at sige »Ray, få kontrol, få kontrol.« »Hvad sker der her?«
Jeg siger disse ting til mig selv, og måske mere, mens jeg kører ned til bunden af bakken. Jeg sad i min bil og tænkte »Du er nødt til a tale med nogen om dette her.« »Du må fortælle nogen, at du er ude af kontrol«. Jeg nærmede mig restauranten, grædende som et lille barn. Så tørrede jeg tårerne fra øjnene, nede ved bunden af bakken, foran stop-skiltet, og sagde til mig selv, »Hvad skal jeg gøre?« Så tog jeg en dyb indånding og prøvede at have styr på mig selv.
Da jeg kørte ind på parkeringspladsen ved Jack-in-a-Box, så jeg en gammel vens bil. Jeg havde ikke set hende i årevis, men jeg vidste, hvilken slags bil hun kørte i. Jeg sagde til mig selv: » Dette var morsomt, jeg har lige sagt til mig selv, at jeg havde brug for nogen at tale med.« Min ven er gift og har flere børn. Hun var den person der fik mig tilbage til den katolske Kirke for tyve år siden eller deromkring.
Jeg stod ud af vognen, og gik, så kontrolleret som jeg kunne, ind i restauranten, og så hendes ryg; hun sad for sig selv ved en mønttelefon. Der så ikke ud til at være andre der, så jeg gik over til hende og spurgte: »Sherrill, er du alene?«
Hun så op og sagde, »Ja.«
»Har du et minut til en samtale?« sagde jeg.
»Jeg har kun nogle få minutter, for jeg er nødt til at gå på arbejde« sagde hun. Så kiggede hun mig lige ind i ansigtet og sagde: »Ray, du ser ud, som om du har set et spøgelse.«
»Jeg tror jeg har«, sagde jeg. Så gik jeg hen for at bestille min mad, og kom tilbage til bordet og delte mine oplevelser med hende.
Jeg har kendt hende i mange år, og vi havde opbygget et godt venskab i omtrent tre år, før hun blev gift. Vi plejede at gå i Kirken sammen i en lang periode. Vi kendte hinanden godt, og vi vidste hvor vi begge stod i vores tro. Jeg fortalte hende, at jeg havde været ude af kontrol siden dette skete denne morgen, og jeg behøvede nogen at snakke med.
Hun sagde: » Ved du, hver morgen spiser jeg på Carl's Jr. i Pinole, men af en eller anden grund kom jeg her, det har jeg aldrig gjort før«
Jeg sagde: »Måske var det fordi jeg behøvede nogen at tale med«, og vi bare stirrede på hinanden.
Efter at vi havde talt sammen en tid, vendte min selvkontrol tilbage, og vi talte videre om gamle dage og om hinandens familie. Så gik hun på arbejde, og jeg gik hjem. Da jeg kom hjem, var min søster der og gjorde rent i huset, fordi vi havde haft et par venner på besøg om aftenen, og min søn hjalp hende.
Da jeg gik op ad trappen og ind i køkkenet, så jeg hende vaske køkkenbordet. Inventaret var spredt over det hele. Jeg fandt en stol og satte mig ned.
Jeg sagde; »Cristina, noget skete med mig i morges.«
Hun kiggede lige på mig og sagde spøgende, »Har du set ånder og visioner?«
Vi spøgte altid om folk med visioner. Jeg tror ikke, at vi var særlig kristelige, og vi var altid dømmende. Vi troede bare ikke på den slags sager. Jeg ved ikke, men da hun sagde dette, følte jeg det, som om hun havde stukket en kniv i mit hjerte, og jeg begyndte at græde. Jeg havde ingen kontrol, jeg mener, jeg begyndte virkelig at græde intenst. Jeg kunne føle min sjæl græde i smerte over det hun havde sagt, og det pinte mig. Min søn kom ud af soveværelset med et udtryk der sagde, »Hvad er der galt med far?«
Jeg sagde til hende: »Jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg bare... du ved«
Da kom hun hen og lagde en arm omkring mig, og vi begyndte at bede. Det føltes godt at bede, men fremdeles var jeg ude af kontrol igen. Min søn kiggede på mig med disse øjne der sagde: »Far flipper da helt ud!« Jeg tror dette var omkring en og en halv time efter min første virkelige oplevelse med Hellig Ånden. Så, dette er hvor og hvordan... min første dag og aften endte i nærværet af Hellig Ånden.
Det andet besøg af Hellig Ånden:
Jeg vil fortælle dig om nogle andre hændelser, men jeg ved ikke, om rækkefølgen er korrekt. Så sekvensen kan være forkert, men jeg vil fortælle det så korrekt som muligt. Det har nu foregået i over to måneder.
Nogle få dage efter den første oplevelse, ringede jeg til en af mine venner der hedder Alice. Alice plejede at gå i Four Square Kirken, hvor jeg gik, men holdt op med at gå der, fordi de ikke hjalp hende. Hun havde et "udfald" fra Four Square Kirken. Så begyndte hun at gå i en Mormon Kirke. Jeg fandt dette morsomt, fordi før hun begyndte at gå i Four Square Kirken, var hun Katolik.
Dette giver en let introduktion til Alice; hun var en meget karismatisk Kristen. Vel, jeg ringede til Alice, og jeg fortalte hende hvad der var sket. Jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne forstå de her sager, og at jeg ikke vidste hvorfor dette skete, og at dette virkelig forvirrede mig.
Alice sagde: »Hellig Ånden kom fordi du bad for en anden, og ikke for dig selv, og Hellig Ånden kan lide dette.« Hun sagde: »Du burde føle dig beæret. Jeg ville ønske, sådan noget ville ske for mig.«
Jeg sagde: »Jeg følte mig ikke beæret eller speciel. Jeg følte bare, at jeg ville græde.«
Hun sagde: »Hvis det sker igen, så spørg Hellig Ånden "Hvorfor". Hellig Ånden vil fortælle dig det, eller du kan bede for et svar.«
Så jeg sagde »Okay.«
Så, lige denne aften, jeg husker ikke om jeg havde bedt om et svar eller ikke; jeg kan bare ikke huske det nu, ligemeget, under min søvn... jeg kan bare ikke forklare ærbødigheden ved det, der skete: Jeg lå og sov, da nærværet af Hellig Ånden kom den anden gang. Jeg følte Hans nærvær, og det bare fyldte soveværelset. Det var ubeskriveligt, for Han vækkede mig med Sin Mægtige Kraft. Han fyldte hele rummet, og på et øjeblik vendte min krop tilbage til fosterstilling igen, og begyndte at ryste. Jeg ved at det var Hellig Ånden, fordi jeg mærkede det, og jeg begyndte at græde. Jeg mener, jeg græd igen - og højlydt, men denne gang var Hellig Åndens nærvær stærkere end første gang. Jeg mener, dette var stærkt. Jeg havde syntes at første gang var stærkt, men denne gang var det utroligt.
Den første gang var det en slags oplevelser med visioner, men denne gang var der kommunikation, ikke i betydningen av talte ord, men sind til sind, eller, Ånd til ånd. Dette var en udveksling af tanker. Jeg sagde ikke ord med mine læber. Det var en slags tale i billeder. Hellig Ånden fortalte mig ikke, - Han viste mig i mit sind årsagen til, at Han var kommet til mig. Jeg bare græd gennem det meste af forløbet.
Prøv at forstå dette, jeg græd; græd HØJLYDT, men mit sind var roligt og kommunikerede med Hellig Ånden, og jeg havde kontrol i ånden, eller hvad du så kalder det. Men min fysiske krop, alt hvad den kunne gøre, var at græde, og jeg mener GRÆDE! Jeg mener ikke krokodilletårer. Min krop begyndte at svede i fosterstillingen. Jeg ved ikke, om denne fosterstilling var for beskyttelse, ligesom i moderlivet, eller for at vokse, men jeg ved, at Hellig Ånden var i mit rum, og jeg huskede hvad Alice sagde, »Spørg hvorfor?«
Gennem denne gråd-oplevelse fik jeg mod nok til at spørge: »Hvorfor mig? Hvad er det der foregår? Jeg føler det, som om jeg mister forstanden.«
Og Hellig Ånden sagde til mig: »Ray, Vi er stolte af dig. Du har været god, lad ikke din veninde slå dig ud af balance«, og Hellig ånden gav mig beroligelse.
Jeg sagde: »Hvorfor? Hvad sker der?«
Og Hellig Ånden sagde: »Jeg kom til dig, fordi du gjorde tre ting.«
Jeg sagde: »Tre ting, - hvad gjorde jeg?«
Måske var jeg blevet mere tillidsfuld, fordi jeg følte mig tryg og sikker, ligesom når jeg taler med en ven. Eller måske fordi Hellig Ånden fangede min opmærksomhed med sin herlighed, men jeg græd stadig HØJLYDT.
Hellig Ånden viste mig billeder i mit sind fra oktober 1989, weekenden før jordskælvet i Californien. Ca. tyve enlige var taget afsted til Yosmite for at bede. De fleste af os var til fods op til det der vandfald, der lå to til tre mil op ad denne stejle sti. På vejen op ad stien var der denne her unge mand, omtrent otteogtyve år gammel. Han havde en rygsæk med en otte eller ni måneder gammel baby i, og en kær lille pige, der spadserede ved hans side; hun må have været tre eller fire år gammel.
Vores gruppe veg udenom ham, fordi han spærrede stien, og gik langsomt og forsigtigt pga. de skarpe sten, der lå alle vegne på stien. Stien var ikke særlig tydelig og veldefineret, men der var en sti. Vel, vi gik allesammen op ad stien, og op til toppen, for at se vandfaldet. Vi blev på toppen ved vandfaldet ca. en halv time, og så fortsatte vi tilbage ned ad stien.
Jeg så dette tydeligt i mit sind, - som om jeg var der. Jeg gennemlevede det hele igen. Vel, omkring en kvart mil fra toppen af bakken sad denne unge mand på en sten. Den stakkels fyr svedte kraftigt, som havde han taget brusebad med tøjet på. Han virkede også svimmel. Hans treårige barn stod og kiggede over mod klinten, og han havde stadig babyen i rygsækken. Denne fyr var fuldstændig udmattet, og der var ingen verdens mulighed for at han kunne gå længere.
Så da vores Kristne gruppe gik udenom ham og videre, så var der noget der fik mig til at standse op og se mig tilbage. Jeg kunne se, at manden havde problemer, og jeg var i vildrede med, hvad jeg skulle gøre, mens jeg stod der og betragtede ham. Men jeg oplevede denne kraftige smerte indvendig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne forlade ham der.
Jeg samlede mod, og gik op til ham og sagde: »Kan jeg hjælpe dig?«
Han kiggede op og så på mig; hans ansigt var bar sved. Der var mange mennesker der gik forbi ham, og jeg tror, han følte sin mandighed truet. Han vidste, at han sad fast her på bjerget med sine to børn. Han var nået til det punkt i sit sind, hvor han erkendte, at han havde gjort noget dumt.
Jeg kunne se ham betragte mig fra øverst til nederst, fordi jeg var en fremmed. Så viste hans stolthed sig, og han sagde: »Nej, jeg er ok. Jeg går bare ikke op til vandfaldet, det er for varmt og ubehageligt.«
Jeg sagde: »Vel, hvis du er på vej ned, så lad mig give en hjælpende hånd med børnene.«
Han så op og ned ad mig igen og sagde: »Nej, det er iorden.«
Og jeg sagde: »Det er intet besvær.«
Han ventede et sekund og sagde så: »Vel, all right.«
Så rejste ham sig, og jeg bandt min jakke rundt om livet, for det var meget varmt den dag, og jeg ønskede ikke at have den på. Jeg rakte hånden ud og tog den lille pige ved hånden. Han kom sig langsomt op og greb pigens anden hånd, men han havde stadig det andet barn i rygsækken.
Så begyndte turen ned ad stien. Medens vi gik, fortalte jeg ham, at jeg var her sammen med nogle få Kristne enlige på en bønneudflukt. Så begyndte han at fortælle mig om, hvad han ernærede sig ved, og vi talte om religion og den slags. Det var bare løs snak, men det gjorde den lange vej ned igen lettere. Da vi nåede ned, introducerede han mig for sin kone og hendes familie. Det tog os nogen tid at komme ned, fordi vi gik med sneglefart.
Men jeg gennemlevede hele oplevelsen igen. Så sagde Hellig Ånden: »Det var den første ting du gjorde.« Og jeg græd... og jeg græd... Jeg kunne ikke forstå hvad der foregik her. Så jeg bare græd...
Det næste, som Hellig Ånden viste mig, var Mary. Hun er en kvinde der går i min Kirke. Hun sidder i rullestol. Jeg ved ikke hvad hun fejler, men hun har altid sine arme over kors over sit bryst. Jeg tror hendes muskler strammer, og det samme gør hendes hænder. Hun har også svært ved at tale. Hun bor på et optræningshjem, og nogen fra Kirken henter hende til Kirken hver søndag.
Og så denne søndag tog Roland, en af mine venner, hende med i Kirken. Vi havde talt sammen udenfor Kirken, og hvis jeg husker rigtigt, så begyndte jeg at hjælpe ham med at tage hende ud af hans bil. På denne søndag var der en særlig konsert med nogle Kristne sangpiger fra Los Angeles området, og Mary ville sidde helt oppe foran. Roland inviterede mig til at sidde sammen med dem. (Hvor er min mund tør.) Så vi trillede hende op til forreste række i Kirken, men der var kun én plads tilbage til Roland. Så den eneste anden ledige plads var bagved Mary, til hendes venstre side.
Gudstjenesten og sangen startede. Af en eller anden grund fangede Mary mit øje. Jeg havde aldrig rigtig set på hende før, og under sangen kunne jeg se hende skinne. Jeg følte Guds Nærvær over hende. Jeg kan ikke forklare dette, men ved at betragte hende rørte hun mig sådan. Guds Nærvær var over hendes ansigt og øjne, og hun bare strålede, der hun sad i rullestolen. Hun syntes at suge al sangen til sig. Af en eller anden grund kunne jeg ikke få øjnene fra hende, mens jeg betragtede hende og selv lyttede til sangen. Hun var så i harmoni med sangen i Gudstjenesten.
Nå, nu var denne specielle gruppe af sangere alle unge piger, omkring fyrre stykker. De varierede i alder fra tretten til atten, og de så alle smukke ud i deres matchende røde kostumer. Du kunne se, at de alle var i deres tidligste ungdom og havde hele livet foren sig. De stod alle på række ved sidevæggene og foran i Kirken. Vel, Mary sad bare der og strålede. Jeg prøvede at sanse, hvad hun følte der i den rullestol.
Mary er omkring tredive år gammel. Jeg kan forstå, at hun plejede at være leder for et heppekor eller sådan noget i sin ungdom, før hun blev ramt af hvad det så er hun har. Her sad hun og betragtede disse unge piger, tretten til atten år gamle, siddende i sin krop der ikke engang er i stand til at klappe. Som jeg sagde, jeg sad bare der og betragtede hende, og havde ikke opmærksomheden rettet mod noget andet. Mine øjne var fikserede på hende. Jeg følte Nærværet af Hellig Ånden med hende, men husk, dette var før jeg havde nogen rigtig idé om Hellig Åndens nærvær.
Efter Gudstjenesten gik jeg hen til hende og gav hende et stort knus og et kys, og fortalte hende, at jeg elskede hende. Alle i Kirken giver hinanden knus, og for det meste er det forlorne knus. Så i Kristus, gav jeg hende et stort, stort kærligt knus, og jeg omfavnede hende kraftigt. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare..
Så, efter Gudstjenesten, gik nogle venner fra enlige-gruppen til et forhåndenværende bryllupsparty for et nyligt gift par. Den aften brugte jeg en masse tid sammen med Mary på dette party. Jeg spøgte med hende, jeg fortalte hende, at hun var en vild krabat, fordi hun bar dette farverige tørklæde omkring panden. Jeg husker, hun drejede sig omkring, kiggede på mig det bedste hun kunne, og prøvede at tale til mig. Hun sagde: »Dette er den bedste dag jeg har haft i lang, lang tid.« Det fik mig til at føle mig godt indvendig, og siden den dag er hun blevet noget særligt for mig. Så forlod jeg og min søster selskabet. Så forsvandt billedet af Mary, og Hellig Ånden sagde: »Det var den anden ting du gjorde.«
Så blev den tredje ting vist for mig. Af en eller anden grund forvirrede denne tredje ting mig lidt, fordi den var sådan en ubetydelig ting, men billedet begyndte. Det var en aften på Gateway, en Kristen gruppe for enlige. Min søster og jeg fulgtes ad denne mandag aften. Hun gik der ikke så meget mere, men denne bestemte mandag aften kom hun med mig.
De havde besøg af en sangerinde fra Los Angeles området. Denne sanger, tror jeg, prøvede at arbejde sig op i nordområdet, og prøvede at sælge sine musik-bånd ved mini-konserter i Kirker og hvor hun ellers kunne synge. Hun mindede mig om Mama Cass fra Mama´s and Papas sanggruppen. Hun var stor og tung, og hun så ikke særlig godt ud, og hun sang hellere ikke særlig godt. Jeg tror ikke de andre syntes hun var særlig god hellere. Jeg husker jeg sagde til min søster: »Hun er ikke særlig god«, men hun sang tre eller fire sange.
Da hun var færdig med at synge, havde de en pause før den egentlige hoved-del af Gudstjenesten skulle til at starte. Taleren sagde, at sangeren solgte sine bånd bagerst i rummet, hvis nogen ønskede at købe et. Så kom pausen, jeg kiggede mig omkring, og ingen flyttede sig. De blev alle siddende. Og så begyndte de langsomt at bevæge sig hen imod vandet, kaffen, kagerne og de andre sager, der stod til rådighed, men ingen gik hen for at købe noget musikbånd.
Jeg havde tyve dollars i min pung for benzin, og det var hvad det ville blive brugt til. Jeg kan ikke forklare hvad jeg gjorde. Jeg bare... jeg så denne sanger på scenen... hun bare kiggede... jeg ved ikke... jeg er en billedhugger og artist, vel, jeg rejste mig og købte et dumt bånd.
Og pigen, der stod for salget, spurgte mig: »Hvilket bånd ønsker du?«
»Giv mig hvad som helst«, sagde jeg
Så jeg rakte hende min tyve-dollar seddel, og hun havde ikke byttepenge. Jeg legede med tanken om at købe to bånd, men jeg sagde til mig selv: »Aldeles ikke, jeg behøver benzinpenge.« Så tilkaldte hun sangeren over til bordet, og ved at se på hendes ansigt kunne jeg se, at hun følte det godt, fordi jeg havde købt et bånd. Ved denne tid var min søster kommet hen til vores bord der bag i salen med sit vand og kager.
Hun kiggede på mig og sagde: »Du købte et bånd.«
»Jooeh«, sagde jeg.
På vejen hjem sagde hun: »Hvorfor købte du et bånd?«
Jeg sagde: »Jeg ved det ikke.«
Min søster sagde: »Hun var ikke særlig god.«
Jeg sagde: »Ja, jeg ved, men jeg er en kunstner, og jeg ved hvordan jeg ville føle det, hvis jeg havde en udstilling, og ingen købte noget. Jeg syntes bare, det var så synd for hende.«
Min søster er ekstremt påpasselig med sine penge, og ti dollars for et bånd var en masse penge for hende. Alt jeg kan sige, igen, er at jeg ikke ved hvorfor jeg gjorde det, - jeg gjorde det bare.
Så stoppede billedet, og Hellig Ånden sagde: »Det var den tredje ting du gjorde.« Sommetider piner det mig at tale om disse ting, fordi jeg gennemlever hændelserne. Selvom det var gode ting jeg gjorde... - og jeg følte mig godt da jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare af hvem ved hvilken grund. Lad os bare lade det ligge og fortsætte videre.
Men i hvert fald, gennem denne oplevelse af begivenheder, som jeg så i sindet, græd jeg stadig, gennem alle visionerne. Så sagde Hellig Ånden til mig, gennem denne kommunikation, at jeg kunne få hvadsomhelst jeg ønskede.
Hellig Ånden sagde: »Jeg vil give dig hvadsomhelst du ønsker.« Det var vidunderligt. Det var bare så vidunderligt at høre dette.
For jeg vidste hvem det var der talte, og Hellig Ånden sagde det igen: »Jeg vil give dig hvadsomhelst du ønsker, hvadsomhelst.« Han sagde: »Jeg fortæller dig sandheden.«
Jeg vidste bare at jeg var ved mine fulde fem, og at Hellig Ånden ville give hvadsomhelst bare for disse tre ting. Men alt dette her gav ingen mening for mig, fordi min krop kunne ikke akseptere det. Det syntes utroligt, jeg sagde det ikke, men det var hvad jeg følte. Så jeg begyndte bare at græde, græde og græde, os så græd jeg noget mere. Det føltes så godt indvendig, og jeg kunne ikke forklare det.
Jeg bare græd og græd, men så, pludselig, begyndte mit sind at arbejde som en super-hurtig maskine, og jeg tænkta, at jeg havde brug for ditten og datten: jeg ønsker succes i forretningslivet; jeg ønsker mit hus bliver færdigt. Alle disse ting fløj gennem sindet, og af en eller anden grund græd jeg højere og højere og højere, indtil det punkt, hvor jeg ikke havde kunnet sige hvad jeg ønskede, selv om jeg vidste det.
Så var der noget der bare faldt på plads, og mit sind standsede. Jeg sagde: »Alt hvad jeg ønsker er at være hos dig«, og jeg græd og jeg græd. Mand, - jeg bare græd. Jeg sagde: »Jeg ønsker bare at være hos dig.« Det var alt jeg sagde, og græd... (Å min mund er tør).
Så blev der stille i rummet. Jeg ved ikke hvordan det skete? Hvordan Hellig Ånden sagde det...? Hellig Ånden sagde: at Han ønskede at høre min bekendelse, og jeg græd stadig, og prøvede at tænke på hvad jeg skulle bekende. Jeg kunne komme i tanker om fire eller fem ting, gætter jeg, og jeg græd stadig gennem denne hændelse. Jeg er nødt til at blive ved med at sige dette, fordi min krop var i én verden, og mit sind og min sjæl i en anden verden.
Vel, jeg tænkte på disse syndige ting, tror jeg, og begyndte at sige dem eller tænke dem. Men før jeg endnu var kommet igang, jeg kan ikke forklare hvad der skete... Da jeg begyndte at tænke dem, og sige dem, blev de slettet fra mit sind, - en meget mærkelig følelse. Jeg,... som om jeg havde totalt hukommelsestab, begyndte jeg at sige den næste synd, og den var slettet fra mit sind. Jeg gik gennem dem alle, og lige til denne dag kan jeg ikke huske hvad jeg bekendte. Vel, jeg bare bekendte det hele, og det føltes godt.
Jeg huskede, efter at have svedt så meget i fosterstillingen, at min mund var tør, og jeg måtte gå nedenunder for en forfriskning.
Så jeg undskyldte mig selv, for at gå efter denne forfriskning, og sagde til Hellig Ånden: »Jeg er nødt til at gå nedenunder og få mig en drink, for jeg er så tørstig«. » Virkelig, - min hals er tør.«
Jeg sagde dette, uden at vide om det var passende at gå, men jeg var så udtørret, at min krop kunne ikke tage mere.
Så jeg rejste mig op og gik nedenunder til køleskabet. Jeg fik en forfriskning, men jeg følte Hellig Åndens Nærvær hos mig i samme øjeblik Han kom ind i køkkenet. Jeg kan ikke forklare følelsen. Jeg ved bare at Hellig Ånden kom ned sammen med mig. Jeg så endog i ånden, at mit ansigt lavede et usædvanligt udtryk. Jeg ved ikke hvordan, men jeg så mit eget ansigt i mit sind.
Jeg standsede pludselig op og sagde: »Er Du her?«
Og Hellig Ånden sagde: »Ja, Jeg ER«
Jeg sagde: »Åh.«
Så lukkede jeg køleskabsdøren i og drak min forfriskning og jeg følte..., ordet er ikke mærkeligt, jeg følte mig godt, men alt dette med at Hellig Ånden fulgte mig ned i køkkenet var bizart, og virkede usædvanligt for mig.
Mens jeg gik op ad trappen sagde jeg: »Er Du her?«
Og Hellig Ånden sagde: »Ja, JEG ER«
Jeg gik tilbage i seng. Jeg følte fred, sindsro og alt godt. Jeg sagde til Hellig Ånden: »Du ved dette er nyt, dette er mærkeligt, men jeg vil gøre hvadsomhelst jeg kan, hvadsomhelst du beder om. Bare du ikke giver mig mere end jeg kan tåle« og Hellig Ånden forsikrede mig dette påny. Jeg ved ikke, men jeg følte mig bare godt indvendig, og jeg kan ikke engang forklare det. Jeg sov rigtig godt den nat.
Den følgende onsdag aften gik jeg til gudstjeneste i Four Square Kirken, og jeg blev nervøs. Jeg følte mig urolig, uklar, og mine knæ føltes svage. Efter mødet havde jeg planlagt, at jeg skulle gå hen til min særlige ven, for at se om hun havde læst kapitel elleve i Johannes Evangeliet. Jeg så hende gå ind i Kirken, men noget påvirkede mig til ikke at tale med hende, og at holde mig fra hende. Så efter mødet løb jeg praktisk talt ud til min bil og kørte hjem.
På vejen hjem begyndte jeg at få onde tanker, som at jeg hader denne person, eller at jeg hader min ven, fordi hun hader mig, eller for at sende mig vrede blikke. Jeg havde al slags dumme ting kørende rundt i sindet, som jeg normalt ikke har. Så jeg begyndte at sige: »Satan lad mig være i Jesu Kristi Navn« og de ville standse, men de standsede bare for et halvt sekund eller et minut. Så ville de komme tilbage, og jeg ville sige: »Satan lad mig være i Jesu Kristi Navn« så ville de stoppe endnu engang. Dette foregik hele vejen, mens jeg kørte hjem.
Så, da jeg kørte op ad indkørslen og gik op ad trappen, havde jeg en følelse af, at jeg skulle ringe til min veninde Susan. Jeg har kendt Susan måske et år eller så. Jeg ville bare tale med hende sporadisk. Jeg havde hendes telefonnummer nederst på min single-adressebog - skrevet med tusch med store bogstaver. Jeg havde denne fornemmelse af at skulle ringe til hende, men jeg vidste ikke hvorfor. Måske var det for at dele denne nye oplevelse. Så jeg gik op på mit værelse for at ringe til hende. Jeg begyndte at taste hendes telefonnummer, og jeg bemærkede, at det sidste ciffer i hendes telefonnummer manglede.
Det forduftede ikke foran mine øjne, men der manglede et ciffer, og siden jeg havde disse onde tanker, på vejen hjem, sagde jeg til mig selv, »Vent et øjeblik, dette er bestemt ikke to plus to er fire.« Jeg begyndte at gå frem og tilbage hen over gulvet, og bestemte mig for at gå nedenunder til mit kartotekskab og se på mine gamle telefonregninger, og se om jeg kunne finde hendes telefonnummer. Det var et lang-distance opkald, og jeg vidste det ville være der. Efter at jeg havde fundet nummeret, gik jeg ovenpå igen og ringede til hende. Hendes mor sagde, at hun ville være ude for hele aftenen.
Alt dette begyndte at gøre mig nervøs, så, jeg begyndte at støve frem og tilbage hen over gulvet igen, og sagde til mig selv: »Hvad foregår der her? Noget er sket med Susans telefonnummer«, vedblev jeg med at fortælle mig selv. Så jeg ringede til min veninde Alice, min Kristne Mormon-ven, og håbede hun havde tilstrækkeligt af sund Kristen fornuft til at hjælpe mig. Jeg fortalte Alice hvad der var sket, og at jeg ikke kunne forstå grunden til at telefonnummeret manglede et ciffer.
Jeg fortalte hende om de onde tanker, og hun sagde: »Du betjener folk Ray, og Satan ønsker ikke at du betjener mennesker. Det er derfor han angriber dig.«
Og jeg sagde: »Å, VIRKELIG.« Det hun sagde skræmte og overraskede mig.
Hun sagde: »Lad mig bede om at Hellig Ånden skal beskytte dig.«
Nu var jeg begyndt at blive bekymret. Der skal ikke så meget til for at gøre mig bekymret. Så hun begyndte at bede. Dette skete over telefonen ved kl. 22:30, efter onsdag aften gudstjenesten, næsten en uge efter det første møde med Hellig Ånden. Da Alice begyndte at bede, begyndte hendes datter at græde. For jeg kunne høre hende i baggrunden, men Alice fortsatte med at bede, og hendes datter øgede sin gråd.
Jeg sagde: »Alice, jeg kan ikke høre hvad du beder.«
Så bad Alice højere i telefonen. Og på samme tid blev hendes datters gråd højere og højere og højere. Så, da hendes datter begyndte at græde højere og højere, kom det til det punkt, hvor jeg ikke kunne høre et ord af hvad Alice sagde.
Jeg sagde: »Alice, du bliver nødt til at råbe, for jeg kan ikke høre dig.«
Og Alice fortsatte bare med at bede og bede. Hun stoppede et sekund og skreg: »VÆR IKKE BEKYMRET, Hellig Ånden kan høre mig, du behøver ikke at høre mig.
Alice bare fortsatte med at bede og bede, og jeg fortsatte bare med at lytte til al denne spektakel og støj mellem Alice og hendes datter. Så blev Alice' datter så højlydt i sin gråd, at Alice til slut sagde: »Jeg kan ikke tage mere. Jeg må hellere ringe tilbage« og hun sagde »jeg elsker dig«, og lagde røret på.
Jeg var virkelig blevet forvirret. Jeg blev ved med at sige til mig selv, »Hvad foregår der her?« Så havde jeg igen denne fornemmelse, disse skøre følelser, at jeg måtte gå og betjene min søn Steve og snakke med ham eller noget. Jeg vidste ikke hvad, og det var sent. Han var nedenunder på sit værelse, så jeg gik ned for at snakke med ham, for at forklare hvorfor jeg havde grædt ugen forinden, da jeg var kommet tilbage fra Jack-in-the-Box restauranten. Jeg ønskede at forklare ham, hvad der foregik.
Jeg bankede på hans soveværelsesdør, og han lukkede mig ind. Vi har en lille sort hund, kaldt Leroy. Han blev ved med at springe op på mig uden pauser. Han hopper altid op på mig, jeg tror, det er normalt for ham, men han ville ikke lade mig være. Så, jeg sad ned på kanten af sengen, og Leroy forsøgte at slikke mit ansigt og så videre, - han har altid været sådan. Men han ville ikke lade mig snakke med min søn om Hellig Ånden, og om begivenheden ugen før.
Jeg blev ved med at skubbe ham bort, og han blev ved med at komme tilbage. Jeg smed ham af mig, og han kom tilbage. Jeg tænkte, det var normalt for Leroy, fordi han er hyperaktiv. Men jeg var meget seriøst i gang med at fortælle min søn om Hellig Ånden, og jeg prøvede at besvare hans spørgsmål, fordi han var involveret i dette L. Ron scientology stof. Og jeg har prøvet på at nå ind til ham det seneste år eller så. Jeg tænkte ved mig selv, »jeg kan lige så godt prøve nu, siden han er villig til at sidde her og lytte«, så jeg gik i gang.
Mens jeg talte med Steve, sagde jeg i mit sind til Leroy, »Gå bort fra mig Satan, i Kristi Navn«, og så, Mand!, jeg kunne aldrig, aldrig, aldrig beskrive denne energikilde, denne Kraft, dette, - hvilken etikett du så ønsker at sætte på det, - det fylte rummet med en sådan energi eller kraft, at intensiteten føltes som om jeg legede med atom-våben. Leroy bare frøs der i sin bevægelse, og veg tilbage.
Du ved, når du skænder på en hund, og dens hoved synker ned, og de giver dette bedrøvede udtryk. Sådan var det Leroy opførte sig, og jeg havde ikke sagt ét ord til ham. Jeg sagde det kun i mit sind, men på en eller anden måde læste Leroy mine tanker, og veg tilbage. Min søn bemærkede ikke hvad der foregik i det åndelige, mens jeg betragtede Leroy gennem øjenkrogen. Jeg fortsatte bare med at besvare Steve's spørgsmål om Hellig Ånden. Leroy veg tilbage, men kun for et minut eller to.
Så sprang Leroy på gulvet, mens jeg sad på sengen, og prøvede påny at slikke mit ansigt. Jeg fortsatte med at snakke med min søn, og kiggede ned på Leroy og sagde: »Satan, dæmp dig ned i Kristi Navn«, og jeg følte den utrolige kraft af energi. Jeg vil aldrig glemme denne følelse af Energi og Kraft. Det var bare så ærbødigt, og Leroy syntes bare at smelte lige der i sin position - og veg tilbage. Jeg tror jeg kunne have dræbt vores hund, bare ved at sige til ham, at han skulle falde død om. Så megen Kraft var der i det rum.
Min søn sansede ikke noget af det, men det gjorde jeg absolut, og jeg er sikker på at Leroy gjorde. Rummet blev i dette grænseløse Nærvær af Kraft indtil jeg forlod det. Som jeg sagde, »jeg vil aldrig glemme denne oplevelse af Kraft. DET VAR BARE HELT UTROLIGT!« Så blev jeg færdig med at betjene min søn, og sagde til ham: »Hvis du nogensinde ønsker at snakke noget mere, så lad mig vide det.« Jeg havde sagt til ham, at han skulle læse Bibelen, og gav ham skriftstederne, som jeg havde givet min kvindelige ven. Efter dette gik jeg ovenpå og lagde mig ned, bange, og bekymret over hændelserne.
Før var det i mine drømme, og jeg var beskyttet. Nu fornemmede jeg at beskyttelsen var noget løsere. Dette var helt nyt, måske blev jeg nu udsat for noget stærkere. Angrebene var lidt kraftigere, men det er ikke førend nu, at jeg forstår, at det faktisk var angreb. Jeg var virkelig skræmt. Jeg vidste ikke, - eller forstod, hvad der foregik. Jeg kunne bare ikke fatte det, og jeg har problemer med at sætte ord på det.
Jeg ringede til min søster og fortalte hende, hvad der var sket. Hun blev bange og ringede til min bror i staten Washington og mine forældre i Vacaville. Jeg har ingen idé om, hvad hun fortalte dem, men jeg tror, at de tænkte, at jeg var ved at blive gal. Husk, alt dette skete en uge efter min første oplevelse med Hellig Ånden.
Jeg var så skræmt, at jeg tog alenegruppens adresseliste, og begyndte at ringe til alle jeg kunne komme i tanker om - fra øverst til nederst på listen, men det var kl. elleve om aftenen, og jeg fik kun deres telefonsvarer. Jeg var blevet forfærdet af de ting der foregik, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle beskytte mig selv. Min Kristendom var helt enkelt ude af kontrol. Jeg blev ved med at ringe til alle de mennesker jeg kendte, og prøvede at få nogen til at lytte til mig.
Jeg havde brug for vejledning om, hvordan jeg skulle beskytte mig selv, eller bønner, eller hvadsomhelst der kunne hjælpe, og jeg var ligeglad med hvad det var. Til sidst kom jeg til den sidste person på listen, og det var Jim. Han ønskede ikke at snakke med mig, fordi det var sent for ham. Jeg fortalte ham, at det var vigtigt, og jeg fortalte ham, hvad der skete. Så begyndte han at bede for mig, og jeg bad for ham. Efter at vi var færdige med at bede, lagde jeg røret på og følte fred. Så gik jeg i seng og forsøgte at sove.
Den næste dag kontaktede jeg Susan - pigen med det manglende ciffer i sit telefonnummer. Jeg delte med hende, de begivenheder der havde fundet sted. Vi har udvekslet oplevelser før i tiden. Vi kunne fortælle hinanden alt, og ved mange lejligheder, brugte vi tid i telefonen på at slå ned på Kristne, hellige "rollers", og tungetalere. Susan har en veninde der er involveret i dette område af Kristendommen. Jeg tror ikke at Susan's veninde er en så seriøs Kristen, som hun prøver at få folk til at tro; men vi havde altid kommentarer, til nogle af de ting hun gør.
Så sagde Susan til mig: »Ray, du er ikke ved at blive en af dem, er du?« Jeg sagde: »Jeg ved ikke, jeg kan ikke forklare dette her, men af en eller anden grund så måtte jeg ringe til dig, og fortælle dig, hvad der var sket.«
Hun sagde, »Du mener det!»
Og jeg sagde: »Jeg er helt SERIØS!! Jeg kan ikke forklare hvad der foregår, og af en eller anden grund så måtte jeg ringe til dig.«
Så delte Susan noget med mig, og sagde, »Ved du hvad Ray, jeg har været meget deprimeret de sidste to eller tre dage. Jeg har tænkt på selvmord, og ingen ved det, ikke engang mine forældre.« Så blev jeg stille. Hun sagde »Det betyder absolut et eller andet, dette du fortæller mig - alle disse sager.«
Jeg sagde, »Du ved Susan, Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle ringe til dig, og jeg ved ikke, hvad jeg formodes at skulle sige. Jeg har ingen svar. Du ved at dette er totalt nyt og mærkeligt for mig. Alt jeg ved er, at jeg forventedes at skulle ringe til dig, og fortælle dig hvad der var sket med mig.«
Senere denne uge aftalte vi at tale sammen. Bagefter kom hun i Kirken sammen med mig.
Nogle få dage senere talte jeg med min Mormon veninde, Alice, som giver mig Kristne råd, og jeg fortalte, at jeg vågnede op hver morgen med min t-shirt gennemblødt af sved.
Hun sagde: »Vel, hvorfor beder du ikke over dette, og ser om du får et svar.«
Så jeg bad den aften, og jeg modtog et svar i en drøm. Drømmen var... jeg mener, - jeg endog så mig selv synge og prise Gud. Jeg sagde hele tiden »Åh, Gud, du er så vidunderlig, jeg elsker Dig. Du er så Stor, Du er den Største, al Ære til Gud.» Den ene ytring efter den anden, - jeg gjorde dette hele natten, og Satan angreb mig, mens jeg priste Gud. Jeg ved det ikke helt sikkert, men jeg var overladt til den følelse.
Og jeg tror at Hellig Ånden beskyttede mig, fordi Hellig Ånden forsikrede mig, at jeg ikke ville blive givet mere, end jeg kunne klare. Så han må have slettet minderne om angrebene og prisningen til Gud i mine drømme. Det eneste der er helt sikkert er, at da jeg vågnede, var mit tøj gennemblødt af sved fra min krigsførelse under søvnen.
Dette fik mig til at føle mig tryg, for jeg fornemmede, at Hellig Ånden havde holdt Sit Ord, og jeg fik at se hvad der foregik. Måske Hellig Ånden vidste, at jeg ikke havde den åndelige styrke til at modstå angrebene. Nu da jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg var grøn; jeg vidste intet overhoved om åndelig krigsførelse, og jeg ved stadig ikke nok. Jeg kunne ikke klare pustene fra Satan. Jeg var sårbar, og Hellig Ånden tog bare og slettede det, der skete i de natlige angreb.
Jeg går sent i seng, og disse tidlig morgen begivenheder er hårde for mig. Gennem en af dem, søndag morgen, omtrent kl. 4, bad Hellig Ånden mig ringe til min særlige kvindelige ven.
Hellig Ånden sagde: »Fortæl hende at du elsker hende, at du har omsorg for hende, og fortæl hende om dine dybeste følelser.«
Vel, siden vi havde haft en diskussion tidligere, og ikke talte sammen, og det var kl. fire om morgenen, så sagde jeg »Nej! Ikke om jeg kommer til at ringe til hende, og fortælle hende noget. Jeg kommer ikke til at sige sådan noget.» Jeg følte mig sikker i denne sag.
Hellig Ånden sagde: »Ring til hende!«
Jeg sagde: »NEJ!«, »Jeg vil ikke gøre det! Jeg vil ikke gøre det! Jeg vil ikke gøre det!« Jeg sagde det højt: »JEG VIL IKKE GØRE DETTE!!» Jeg kæmpede med dette i en time. Så sagde jeg, »klokken er fem, det er for tidligt.«
Hellig Ånden ville have mig til at ringe da, klokken fem. »Dette må være fuldstændig idiotisk«, sagde jeg til mig selv. Jeg følte mig som et fjols, og skør, fordi jeg havde delt nogle ting med hende tidligere, og havde sendt alle hendes ting tilbage til hende, båndoptagelser, billeder - sammen med et "Kære John" brev. Nu, en uge senere, ville Hellig Ånden, at jeg skulle ringe til hende, og fortælle om mine inderste og dybeste følelser, og fortælle hende at jeg elsker hende.
Jeg sagde: »Du spøger!«
Så sloges jeg med dette, og jeg bad over det. Jeg sagde: »Måske klokken seks.« Jeg sagde: »Måske klokken seks.«
Jeg håbede på at falde i søvn, og at alt dette ville forsvinde ind i solopgangen, men Hellig Ånden ville ikke lade mig være i fred. Jeg lå og vred og snoede mig frem og tilbage, indtil klokken var ét minut i seks. Jeg var fremdeles vågen og bad over dette. Jeg ønskede ikke at gøre det! JEG ØNSKEDE VIRKELIG IKKE AT GØRE DET!
Det kom til det punkt, hvor jeg skulle til at være lydig eller ikke. Jeg kiggede på klokken, den var 05:59., og jeg blev ved med at sige »NEJ!, NEJ!, NEJ!, NEJ!, Vær så venlig, nej!, jeg ønsker ikke at gøre dette, jeg ønsker ikke at gøre dette! Nej, Venligst! Jeg ønsker ikke at gøre dette!» Jeg blev ved med at sige dette igen, og igen, og så var klokken seks, og jeg sagde: »Ahhr, hvad søren da!» Så jeg ringede til hende, og hendes telefonsvarer koblede til, og jeg sagde, »Hallo, det er Ray. Vi må tale sammen, men du behøver ikke at snakke med mig, men hvis du vil, så ring tilbage, jeg forstår godt hvis du ikke vil«, og så lagde jeg røret på.
Jeg følte mig så befriet, - trykket var borte. Jeg sagde: »Åh, jeg gjorde min opgave, det er ovre og slut, jeg var lydig. Jeg prøvede, men hun var ikke hjemme, telefonsvareren tog over.« Jeg var så glad for, at det var telefonsvararen, og ikke hende. Så jeg sagde til mig selv, »Åhhh fedt, jeg gjorde mit job!« Vel, jeg faldt i søvn, og telefonen kimede klokken syv, og jeg vidste hvem det var.
Jeg sagde, »Hallo«, og hun gav mig et par borgerlige ord.
Hun sagde: »Du skulle ikke ringe til mig klokken seks om morgenen!«
Hun prøvede at virke vred, men det var hun ikke. Hun gav mig en gang varm luft, og jeg vidste det. Hun havde ikke behøvet at ringe tilbage, men, for at hun kunne bevare sit selv-værd, så lyttede jeg bare. Vi talte om vores forhold i omkring en time. Jeg fortalte hende hvor kejtet det var at se hende i Kirke, med alle disse spændinger, og hun sagde at hun arbejdede med det. Tidspunktet kom da jeg måtte åbne mit hjerte, og fortælle hende det som Hellig Ånden havde bedt mig om at gøre. Jeg ønskede stadig ikke at gøre det. Jeg overvejede, om jeg skulle gøre det.
Så sagde jeg: »Jeg ønsker at fortælle dig noget, og jeg føler mig meget kejtet at fortælle dig dette.«
Hun blev meget stille.
Jeg sagde: »Jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg savner dig, og det smerter mig, når jeg ser dig lide. Det smerter mig at se dig fortælle vittigheder, og klovne rundt og prøve at være morsom og sød, fordi alt du ønsker er opmærksomhed. Jeg ved at alt du ønsker er kærlighed, og at nogen skal omfavne dig, knuge dig, og fortælle dig at de har omsorg og elsker dig. Det virkelig piner mig at se dig sådan«, og jeg sagde andre personlige ting.
Jeg husker at jeg fortalte hende igen og igen, hvor kejtet det var at sige disse ting. Jeg sagde: »Det er meget svært for mig at gøre mig selv sårbar vedrørende dette. Det er meget hårdt«, sagde jeg. »Jeg prøver at skabe fred mellem dig og mig, men jeg gør det, jeg er nødt til.«
Så var der et andet øjeblik af stilhed, og hun sagde: »Ray, de seneste tre dage har jeg bedt for, at du skulle ringe.«
Jeg sagde: »HVAD?«
Hun sagde: »I de seneste tre dage har jeg bedt for, at vi skulle snakke sammen. Men jeg kan ikke ringe til dig, noget hindrer mig i at ringe til dig. Jeg kan ikke ringe til dig.«
Da blev jeg stille. Da vidste jeg, hvorfor Hellig Ånden ville have mig til at ringe til hende. Dette var en lektion i lydighed for mig. Hellig Ånden arbejder på usædvanlige måder, ingen kan se det komplette billede. Vel, dette var søndag morgen, og jeg så hende i Kirken; alt forløb godt den dag, og de næste dage, men indenfor en uge, var tingene tilbage hvor de havde været, med al dens spændinger og så videre. Jeg kæmpede for min lydighed den søndag morgen, og belønningen var nogle få dages venskab. Det er en skam at det ikke holdt, men disse få dage var dejlige. Lige til denne dag ringer hun stadig til mig, lytter til min stemme, og lægger røret på uden at sige et ord.
Nogle få uger senere vågnede jeg op med en drøm, om at jeg skulle gå til Four Square Kirken. Problemet var, at Hellig Ånden havde fortalt mig, at jeg ikke skulle gå til denne bestemte Kirke tre uger tidligere.
Hellig Ånden havde sagt til mig: »Jeg ønsker at du holder op med at gå i denne Kirke.«
Så jeg fortalte mine venner i denne kirke, at jeg ikke gik der længere. Nu, tre uger senere, siger Hellig Ånden, at jeg skal gå tilbage. Jeg var så irriteret, jeg følte det som om jeg blev behandlet som et fjols. Jeg havde haft en streng tid med at bearbejde dette "jo gå", - og så, - "ikke gå" halløjsa. Jeg tror at Hellig Ånden prøver at lære mig lydighed. Jeg havde en definitiv følelse af oprør, men da fredag morgen kom, og Hellig Ånden sagde, at jeg skulle gå tilbage, sagde jeg til mig selv: »Noget overraskende kommer til at ske, måske kommer jeg til at tale med min særlige veninde, eller se noget uventet«
Men jeg snakkede ikke med nogen. Min særlige veninde var ikke mødt op, og intet skete. Imidlertid drejede talen sig om lydighed. Måske det var meningen at jeg skulle høre denne tale, jeg ved virkelig ikke. Jeg ønsker..., jeg kunne få mit sind i gang, og se hvad der lå forude. (Jeg er lidt frustreret på dette tidspunkt, klokken er omtrent 06:45, og min dag er ikke rigtigt begyndt, men jeg ved ikke...)
Kommentarer:
Det er mærkeligt, selv nu mens jeg taster denne begivenhed tre år efter hændelsen, jeg føler det, som om jeg er under angreb, og jeg har ingen at henvende mig til, Jeg føler mig alene. Jeg føler det som om jeg skal til at eksplodere - fra indsiden af. Satan gør virkelig et arbejde med mig i dette øjeblik. Måske er det fordi jeg er næsten færdig med den første kladde af denne bog. For jeg indtaster begyndelsen af bogen sidst. Jeg ville ønske..., jeg kunne forklare de åndelige angreb, men der er intet jeg kan gøre, uden dette at stole på, at Kristus bevarer mig. Oj... det virkelig smerter lige nu, »Hjælp mig Herre, for jeg kan ikke tage meget mere af dette her.«
Tilbage til Båndoptagelsen:
Jeg har ikke følt mig stærk de seneste to eller tre uger. Jeg har ajourført noget mere, gjort nogen flere ting, og hygget mig med at skubbe dette materiale ind bagved i mit sind. Jeg ved ikke, om dette er godt. Jeg gik til en fest med en ven, og hun har været en stor hjælp. Bare det at få mulighed for at tale men nogen, om dette her, har været en stor hjælp.
Disse angreb, visioner, eller hvad du ønsker at kalde dem, er begyndt at slide mig ned; jeg føler til tider at jeg taber. Begivenhedernes intensitet, og de mørke ånders besøg, er bare utrolige. Jeg ved ikke, der foregår noget her i ånden, og jeg kan ikke sætte en finger på det. Jeg tror absolut at det er Hellig Ånden, Faderen og Sønnen; Dem Alle tre, men jeg ved med al rationalitet, at Satan er der også.
Jeg er vågen lige nu. Jeg føler mig spændt, men jeg har det ikke dårligt vedrørende min mentale stabilitet. Jeg føler mig harmonisk, men jeg kan ikke forklare dette her. Alt jeg kan sige er, at der er en anden verden derude, og jeg tror de fleste mennesker er blinde vedrørende djævelen og andet fra den kant. Du ved, de er så viklede ind i deres liv, og ting der hører samfundet til, og prøver at ernære sig, - at de ikke rigtigt ser den åndelige verden. Jeg kan endog sige, at Kristne ikke kender disse sager. Jeg stiller pastorer og andre lemmer af Legemet spørgsmål, og de bliver enten bange, eller tror de, jeg er gal, - fordi jeg stiller spørgsmål om den åndelige verden. Fordi ting som disse sker bare ikke. Folk læser om dem i aviserne, eller ser dem i film, og der forventes disse ting at forblive.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg sludrer videre, jeg bare..., jeg ved ikke engang hvorfor jeg optager dette, men måske sker der noget med disse bånd, måske folk kommer til at bruge dem, jeg ved ikke. Til tider er de åndelige ting så intense og nervepirrende, - men absolut virkelige. Jeg kan bare ikke se helheden. Men jeg ved, at jeg bliver vejledt, - får forevist bestemte ting. Jeg ser disse ting, ligesom jeg ser lyspæren under loftet lige nu.
Det er så virkeligt, men disse ting er af en anden verden. For en stund benægtede jeg det, fordi jeg troede at jeg mistede min forstand. Nu kender jeg den alvorlige side. Dette univers er sammensat på en så ekstrem og kompleks måde, og dog så enkelt. Enkelt sagt: "Jesus Kristus, Faderen, Hellig Ånden, og ikke at forglemme Satan". Dette er i prinsippet enkelt. Jeg tror tiden er ved at løbe fra os, fordi jeg har haft visioner om det, og jeg har virkelig aldrig oplevet denne her slags sager før.
Jeg har fortalt folk om det, men alt hvad der sker er, at jeg mister såkaldte venner, og pastorer fortæller mig, at jeg skal holde min mund lukket. De fysiske angreb er virkelig intense til tider, jeg tror jeg er i en slags åndelig krig. Jeg er begyndt at læse mere i Bibelen, og andre bøger, og prøver at læse så meget jeg kan - så hurtigt jeg kan. Ingen synes at have nogen svar til mig. Jeg begyndte at se ting og opleve begivenheder, som jeg ikke kan forklare, og jeg har en svær tid, hvor jeg prøver at stå i balance.
Den følgende søndag morgen vågnede jeg op med en vision af Jesus Kristus hængende på Korset, og på en eller anden måde var det muligt for mig at se gennem Kristi øjne, og jeg kan ikke forklare det. Der er denne unge mand kaldt Charles der går i min Kirke. Han har en slags fødsels-defekt. Han er lille, med en stor personlighed, og en meget skarp intelligens. Jeg tror, han har mere intelligens end en masse mennesker, jeg kender, og i denne vision så jeg Charles synge og prise Gud med sine hænder i vejret, og han lagde hele sit hjerte og sjæl i sin prisning.
Jeg så Charles fra oven, og kiggede ned - gennem Jesu Kristi øjne. Jeg kunne endog se tårerne i Charles øjne, mens han bad, sang, og priste af hele sit hjerte. Denne vision rørte mig og bevægede mig, Jeg kunne føle det i mit hjerte - intensiteten i hans bønner. Jeg følte det som om Jesus fjernede min ånd fra min krop, og placerede den i Sin Egen krop. Jeg følte det som Jesus følte, så det Han så, og jeg græd. Jeg bare græd, jeg kan ikke forklare det, jeg bare græd, fordi jeg kunne føle Hans kærlighed til Charles.
Kristus sagde til mig: »Ray«, - ikke i ord, men gennem sindet, - »Gå, fortæl Charles, at Jeg elsker ham. At Jeg elsker ham af hele Mit Hjerte, og da hans tid kommer, kommer han til at være med Mig i Himmelen. Fortæl ham, at jeg elsker hans sang, at Jeg lytter til hans bønner, og at jeg tager Mig af ham, og våger over ham. Nu, gå, og fortæl ham!«
Hallo, du må prøve at forstå. Ray Aguilera tror at to plus to er fire. Og at gå til nogen og sige, »Hej, jeg har et budskab fra Gud« bekom mig ikke særligt godt, men jeg havde denne stærke drift til at være lydig.
På en eller anden måde, så var jeg nødt til at gøre det, og jeg vidste ikke hvordan jeg ville gøre det, eller hvad jeg ville sige. Jeg ønskede ikke, at folk skulle tro jeg var skør. Jeg mener, jeg følte mig som en sådan, uanset, med alle disse oplevelser, men jeg vidste, de var virkelige. Jeg gik til Covenant Kirken den søndag, derefter gik jeg derfra til Four Square Kirken, hvor Charles gik. Jeg så ham ude foran Kirken, hvor han talte med to mænd.
Jeg sagde: »Charles, jeg har et budskab til dig.«
Han sagde: »Hej, Ray, hvad er budskabet?«
Jeg kiggede på de to mænd og sagde: »Kan vi tale sammen privat?« Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg ville gøre.
Han sagde: »Okay.«
Så vi gik bort fra de andre, og jeg sagde: »Charles, du tror ikke, at jeg er gal, vel?«
Folk i Four Square Kirken var begyndt at se på mig med mærkelige udtryk, - jeg var begyndt at opføre mig anderledes.
Han sagde: »N-e-e-j.«
Så sagde jeg: »Vel, det jeg kommer til at fortælle dig, kommer til at lyde skørt, og jeg ønsker ikke, at du skal tænke at jeg er mærkelig, men jeg har et budskab fra Jesus Kristus«
Da begyndte han at se på mig med et mærkeligt udtryk, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Så jeg tog en dyb indånding, og jeg sagde, »Charles, jeg havde en vision i morges, og den var fra Kristus.«
Og Charles sagde: »Amen broder, - er du født påny?«
Jeg sagde: »Nej, det er ikke sådan. Det er ikke sådan. I min vision så jeg Jesus Kristus og dig, Charles«, og jeg fortalte Charles hele historien. Han har små øjne, og han så på mig og undersøgte mig varsomt.
Jeg sagde: »Kristus sagde, at Han elsker dig, og at du kommer til at være sammen med Ham i Himmelen.«
Jeg ved, at det rørte ham, men han troede ikke kilden. Dette var så hårdt for mig, at fortælle ham dette, at jeg begyndte at græde, og hans ansigt ændredes.
Jeg sagde, »Charles, jeg lyver ikke for dig, - fra dybet af mit hjerte, - dette er hvad der skete.« Da så jeg en tåre i hans øjne.
Jeg sagde: »Vel, det var det Charles«, og jeg gik afsted og kørte hjem grædende. Den næste dag ringede jeg til ham, og han fortalte mig, at det var blevet bekræftet i Kirken. Jeg ved ikke hvordan, - de har disse her sager, disse bekræftelser. Det var forvirrende for mig.
Vel, i hvert fald, så gik jeg i Kirke den følgende onsdag aften, og jeg fandt mig selv i gang med at profetere i Kirken. Pastoren bad om profetier, og folk begynte at række hænderne i vejret, og til min overraskelse, røg min hånd op. Og nu, - her er denne korte lille Mexikanske-Amerikaner, der sidder der bagved og ingenting siger, - der rækker sin hånd i vejret. Generelt, så har du bestemte mennesker der løfter deres hænder og har profetier, og her var så jeg - med min hånd oppe.
Prædikenen var om at tale i tunger, og min hånd røg op, og jeg sagde: »Når du beder, bed fra dit Hjerte - ikke fra din mund.» Pastoren sagde: »Hvordan kan du bede, hvis du ikke beder med din mund.« Så gik han til den næste person. Jeg tror ikke han prøvede at være ondskabsfuld, men det lød ikke som om han kunne lide det, jeg sagde, fordi hans prædiken var om tungetale.
Det som min søster og jeg fandt morsomt var, at da han var kommet i gang med sin prædiken om tungetale o.s.v., så gentog han det, jeg havde sagt - to gange, og min søster og jeg bare gloede på hinanden; jeg tror profetien prikkede til pastoren. Jeg bemærkede den næste fredag aften, at lederen for kirkens alene-gruppe sagde: »Alle bør bede fra Hjertet, og ikke tungen«, og min søster og jeg gloede igen på hinanden, fordi hun vidste, hvad der foregik med mig i ånden.
Jeg tror, jeg havde angreb af ængstelse, da den næste begivenhed kom, fordi jeg fik at vide fra Hellig Ånden, at jeg skulle fortælle det til alle. Faktisk, så fortalte Han mig, at jeg skulle fortælle det for alene-gruppen fredag aften. Jeg henvendte mig til lederen af alene-gruppen, og fortalte ham dele af det der var sket. Han var en af dem, jeg havde lagt en besked til på telefonsvareren, den nat jeg havde oplevet den Mægtige Energi, i min søns soveværelse.
Jeg sagde til Hellig Ånden, at jeg ville overlade det til lederens bestemmelse, fordi jeg havde ingen autoritet i gruppen. Hvis lederen af gruppen ønskede, at jeg skulle dele dette, så ville jeg dele denne begivenhed, men jeg ønskede ingen ansvarlighed, hvis han ikke ønskede, at jeg delte denne usædvanlige begivenhed. Jeg tror, at lederen for alene-gruppen tænkte, at jeg var gal. Han ville vide, om jeg var født påny, og jeg tror, at hvis jeg havde sagde nej, så var jeg ikke en del af deres flok mere, eller sådan noget. Jeg var Katolik, og alle vidste det, og jeg har altid været en slags outsider, - katolik og det hele. Og så står jeg her og beder om at få lov til at tale for gruppen, - "fordi Hellig Ånden har bedt mig gøre det"!
Gennem de tidspunkter, da Hellig Åndens Nærvær kom over mig, ville jeg begynde at græde, og det er svært at forklare, men hvis du ikke har oplevet det, så kan du ikke forklare det.
Lederen sagde: »Måske skulle du bruge nogen tid til at få samling på dig selv«
Jeg sagde: »Alt jeg prøver, er at være lydig. Jeg har intet ønske om at tale til gruppen - som det første, men jeg fortalte Hellig Ånden, at jeg ville, og jeg beder dig om at sige ja eller nej. Siger du nej, så er ansvaret dit.«
Så sagde han »Nej«.
Så - jeg talte ikke. Siden den aften har Hellig Ånden sagt til mig, at jeg skal fortælle alle og enhver, der ønsker at høre. Vel, i hvert fald, så ved jeg ikke hvordan jeg blev kørt på et sidespor.
En uge eller så senere, - jeg var i sengen. Dette var en af disse aftener som jeg aldrig vil glemme, så længe jeg lever. Jeg håber, jeg kan dele denne historie uden at jeg kommer ud af kontrol. Jeg var i sengen, klokken omtrent tre-tredive om natten, og jeg følte et nærvær, som jeg troede var Kristus; det henvendte sig til mig, - som Kristus. Stemmen lød ens, men han talte med en stil eller måde der føltes anderledes for mig.
Denne stemme fortalte mig, at den var stolt af mig, at jeg gjorde et godt stykke arbejde i lovprisning og så videre, og at alt var udmærket; at jeg var en god Kristen.
Men denne stemme sagde, at jeg havde gjort nok, »Det er på tide for dig at komme med os til Himmelen.«
Jeg sagde: »HVAD?«
Og denne stemme sagde: »Det er på tide at gå til Himmelen.«
Jeg tænkte ved mig selv, »den eneste måde jeg kommer til himmelen på er ved at dø.« Jeg sagde: »Vent et øjeblik, jeg har ting at lave her, jeg ønsker ikke at gå. Jeg har mine forretningsinteresser, og jeg må bygge huset færdigt. Jeg er ikke parat!«
Og han sagde: »Vel, du har ikke noget valg. Du har gjort din pligt, og du har dit ansvar. Det er på tide for dig at gå.«
Det næste jeg vidste, - jeg gætter, det var i ånden, for lige til denne dag forstår jeg det ikke rigtigt, - var jeg oppe under loftet i mit soveværelse og kiggede ned på konturerne i soveværelset. Jeg så, at sengen var redt. Nu var dette tidligt om morgenen, omtrent 03:30, men det jeg så var om middagen, og rummet var oplyst, og jeg følte nærværelsen af min død. Mit hus havde ikke min nærværelse i sig. Dette er en følelse der er ubeskrivelig. Jeg kan ikke sætte ord på denne følelse, for der er ingen ord til at beskrive følelsen af din død, og ikke bare det at sanse den, men se den med dine egne øjne.
Der var et tomrum i mit værelse. Et tomrum i mit hus, et tomrum udenfor min virkelighed, en virkelig, virkelig, virkelig mærkelig følelse af at vide, at jeg var død. Det næste jeg vidste, var at jeg var tilbage i sengen, og jeg begyndte at få smerter i brystet. Jeg sagde: »Åh min Gud, jeg har et hjerteanfald.» Jeg følte smerten i mit bryst, jeg sagde: »Hvad skal jeg gøre«, og mine tanker begyndte at rase en kilometer pr. minut. Jeg smed dynen af sengen, og jeg sagde: »Jeg går ikke! Jeg går ikke! Jeg er ikke rede!«, og jeg begyndte at støve frem og tilbage hen over gulvet. Jeg tændte lyset. Jeg vidste ikke hvorhen jeg skulle gå, eller hvad jeg skulle gøre!
Jeg var forfærdet, realiteten af at dø, og ikke at have kontrol over det, og ikke at ville dø, var så intens. Jeg fræsede frem og tilbage som en løve i et bur. Jeg blev ved med at føle smerten i mit bryst blive kraftigere og kraftigere. Jeg blev ved med at sige: »Gå bort smerte, gå bort smerte. Jeg skal ikke dø, gå din vej! Jeg er ikke parat! Jeg ønsker ikke at gå!« Så sagde jeg: »Kristus... jeg har aldrig følt dette fra dig før! Jeg har aldrig følt denne slags følelse før.« Så løb jeg til telefonen, tog den op, og jeg ringede til min søster, og jeg græd, og jeg græd, og jeg græd som jeg aldrig før havde grædt.
Jeg sagde til Cristina, i telefonen: »Jeg kommer til at dø i nat. Jeg kommer til at dø i nat!«
Hun begyndte at blive hysterisk. Hun sagde: »Hvad sker der?«
Jeg sagde: »Jeg ved ikke, jeg ved ikke! Kristus sagde, at jeg skulle dø i nat, og det ønsker jeg ikke.« Jeg græd ind i telefonen: »Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg føler denne smerte i mit bryst. Jeg kæmper imod det, men jeg vil ikke gå.«
Hun sagde: »Lad os bede, lad os bede.«
Jeg tror virkelig at Cristina hjalp med at redde mit liv den nat!
Hun begyndte at bede og synge, og hun sagde til mig: »Syng, syng Ray, syng. Ray, syng, syng af hele dit hjerte!«
Så begyndte jeg at synge og prise Gud. Så dukkede denne anden Nærværelse op, og det var ikke den samme, som sagde at jeg måtte dø. Dette var en anderledes Nærværelse. (Jeg føler mig endog svimmel nu, mens jeg fortæller dig dette!) Jeg følte Nærværelsen af Gud. Jesus dukkede op, mens min søster og jeg sang og priste i telefonen.
Kristus sagde til mit sind: »Ray, Satan kommer til at angribe dig i nat«.
Og jeg var bare fortumlet, - kan du forestille dig hvad der foregik i mit sind, - og jeg sagde: »Satan kommer til at angribe mig i nat! DU FORTÆLLER MIG, AT SATAN KOMMER TIL AT ANGRIBE MIG I NAT!«
Og her stod jeg og sang helt ude af kontrol, og stillede Kristus spørgsmål samtidig, men jeg vidste, at det var Kristus. Jeg kan ikke forklare hvordan, jeg vidste det bare.... Jeg håber dette står klart, min næse løb og blev tilstoppet, og mine øjne løb, intensiteten af bare at genfortælle denne oplevelse er bare overvældende. Min søster sang stadig i telefonen, og jeg sang sammen med hende. På en eller anden måde gik min ånd afsted og kom ind i denne åndelige verden, og min fysiske krop var stadig i sengen... (Jeg slukker lige optageren for at pudse næsen...). Jeg håber denne hændelse er klarere nu.
Jeg sagde til min søster, »Kan du høre mig?« Hun sagde at hun kunne.
Jeg sagde til Kristus: »Satan er her!«
Kristus sagde, »Jeg ved det«, med en stille stemme.
Jeg husker jeg blev ved med at sige, »Satan lad mig være - i Kristi Navn, lad mig være - i Kristi Navn.« Jeg gentog dette igen og igen, men denne onde nærværelse kom stadig nærmere imod mig. Jeg husker jeg løb inde i denne åndelige verden, - så hurtigt som jeg kunne. Jeg løb, og søgte et sted, hvor jeg kunne gemme mig.
Mens dette foregik, lå mit legeme stadig på ryggen i sengen, med lyset slået på, bedende og syngende - sammen med min søster, i telefonen, og på samme tid talte jeg i den åndelige verden, og sagde: »Satan, hold dig fra mig.« Jeg kunne se mig selv løbe, men der var intet rigtigt sted at gemme sig. Jeg kan stadig huske, at jeg fandt noget jeg tror var et skab. Jeg åbnede døren og krøllede mig sammen som en bold, med hænderne over hovedet, med det håb, at Satan ikke ville finde mig. Måske sagde jeg ikke »Satan hold dig væk i Kristi Navn« med tilstrækkelig tro.
For Satan fortsatte med at komme, og på en eller anden måde forstod jeg, at Satan vidste hvor jeg var. Så, - så hurtigt som jeg kunne, rejste jeg mig op og løb ud af dette åndelige skab. Jeg løb for mit åndelige liv. Jeg løb, og jeg løb, og jeg husker, at han mejede mig ned som et græsstrå. Da Satan ramte mig i ryggen, faldt jeg ned, skrigende af mine lungers fulde kraft. Jeg landene fladt på mit ansigt, hylende og skrigende på Kristus.
Jeg råbte, »Jeg er nede!« »Jeg er NEDE!« »Få mig op!« »Få mig op! JEG ER NEDE!« »JEG ER NEDE!« »FÅ MIG OP!!« »FÅ MIG OP!!« »JEG ER NEDE, KRISTUS, FÅ MIG OP!« »JEG ER NEDE!«
Jeg græd, åh, jeg græd. Da Kristus kom til mig skreg jeg, »Hvad foregår der her? Hjælp mig! Hjælp mig! Jeg er nede!« Så hjalp Kristus mig op!
Så sagde Kristus: »Ray, gør dig selv stærk! Gør dig selv stærk!«
Alt jeg kunne sige var, »Satan lad mig være!! Lad mig være...!!«
I telefonen kunne jeg høre min søster synge af sine lungers fulde kraft, og ind imellem læste hun skriftsteder fra Bibelen, når hendes stemme gav op. Jeg var i en krig for mit åndelige liv! Min sjæl kæmpede mand til mand mod Satan, for dens liv, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle beskytte mig selv.
Alt jeg kunne sige var, »Satan, lad mig være!!«, men min søster sang som en engel, eller læste fra Bibelen, og hun standsede ikke ét sekund. Hun ville ikke standse. Jeg kunne høre hende, og på en eller anden måde sang jeg også i den åndelige verden, men jeg kunne se Kristus stå ved min venstre side i den åndelige verden.
Jeg var til hans højre side, og jeg sagde til Kristus: »Satan er kommet tilbage!! Han er tilbage!!«
Kristus sagde med en blød stemme: »Jeg ved det, Jeg ved det.«
Fornemmelsen af Satan var ligesom sand, der løber gennem et timeglas, der nippende af min sjæl. Min søster beskrev det senere for mig, som "Pac Man" video-spillet, der gnaver af din sjæl, men jeg så det som sand der løb gennem et timeglas. Jeg var bare så bange, jeg var så bange. Jeg mener, Jeg var bange! Jeg følte Satan æde af min sjæl. Jeg løb, og jeg løb, og jeg løb i denne åndelige verden, og han ramte mig igen, for anden gang, men denne gang var det bagved mine knæ, og han slog mig ned. Jeg faldt ned på mine knæ skrigende, men Kristus greb mig ved min venstre albue, da jeg faldt.
Jeg blev ved med at skrige, »Jeg er nede igen!! Jeg er nede igen!! Jeg er nede, hjælp mig!! Å hjælp mig!! Jeg er nede!! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Lad mig være Satan! Lad mig være! Lad mig være - i Kristi Navn«, var alt jeg kunne sige i denne terror.
Jeg følte ikke smerte. Dette var en anderledes slags smerte. Det var... Det var ikke jordisk smerte. Det var åndelig smerte. Jeg ved ikke... ligesom ikke at have Guds Nærvær. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det, men det smertede. Det smertede min sjæl, det fjols var efter min sjæl, og jeg kæmpede mod ham det bedste jeg kunne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. (Jeg mister kontrollen igen, lad mig slukke for den optager.)
Vel, jeg er tilbage igen. Jeg håber det er forståeligt, at jeg slukkede for optageren. Når jeg gentager denne oplevelse, så er det ikke med den samme intensitet, som det var den nat. Det er ikke så svært nu, men jeg genoplever det stadig. Det er den slags følelse, som ingen ønsker at gå igennem, som jeg fortalte en pastor ven tidligere denne uge på det møde, vi havde på kirkens parkeringsplads. Jeg fortalte ham hvad der foregik, og at noget var ændret med min åndelige vandring. Han gav mig et udtryk kaldt "åndelig krigsførelse".
Dette er ord, som Kristne bruger, ligesom forbøn og ord som disse. Jeg tror, at femoghalvfems procent af de Kristne i dag ikke engang ved hvad de betyder. Jeg mener virkelig, vilkelig betyder. Det er ligesom det Ord fra Gud om at bede fra hjertet, og ikke bare tale med din mund. Alle disse termer synes, i mine øjne, at gå ind gennem det ene øre og ud ad det andet. Dette var så intens, at termerne var af nul værdi for mig i denne åndelige verden.
Jeg havde aldrig hørt om åndelige gaver og stof som dette før. Jeg undrer mig over, om halvdelen af de Kristne der taler om dem, overhovedet ved, hvad de siger, eller om de virkelig ved, hvad der er derude i den onde mørke åndelige verden. Sommetider undrer jeg mig over, om femoghalvfems procent af de Kristne overhovedet ved, hvad Kristendom egentlig er. Jeg ser absolut på det med andre øjne.
Her befinder jeg mig i denne fysiske verden, og i denne åndelige krig i en anden verden, og selv dette lyder skørt, men, åh min Gud, jeg ønsker ikke at tabe. Jeg ønsker ikke at tabe. Satan, dette fjols, var efter min sjæl. Og jeg vidste ikke præcis hvad jeg skulle gøre, bortset fra, at jeg vidste, at Kristi Nærværelse var der, men slaget var mellem Satan og mig. Det hjalp mig at vide, at min søster sang i telefonen, og at Kristus var der, men dette var et slag, et personligt inædt slag mellem Satan og mig. Jeg havde Kristi beskyttelse, men når du er ny på dette område, som jeg var, så var det absolut terror.
Du kæmper mod en gal hund, der besidder rendyrket ondskab, og ordene "Rendyrket Ondskab", yder ham ikke retfærdighed. Han er som en gal hund der trækker i en klud. Du trækker i denne klud, og han trækker tilbage. Du trækker, og han trækker hårdere. Du sparker ham over tænderne, og han slår en kolbøtte. Du kan dreje dig bort og løbe, og indenfor en brøkdel af et sekund springer han på din ryg. Så smider du det svin af din ryg - og klasker ham ned på jorden. Du kan trampe på ham, du kan trampe på ham, og du kan sparke ham, og du kan trampe på ham, og du kan sparke ham, - og han rejser sig og springer på din ryg igen. Han giver dig knap tid nok til at trække vejret og få fyldt lungerne.
Dette svin er ren ondskab. Folk tror de kan sige, "i Kristi navn, hold dig borte", og så damper han af ud mod solnedgangen. Sådan er det ikke det fungerer derude, folkens. Aldeles ikke! Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Du siger det, og han holder sig tilbage et halvt sekund, to minutter, eller en time, men han kommer tilbage. Han viger tilbage sommetider, men det er bare nok tid for dig til at trække vejret, og så er svinet tilbage ved din strube. Jeg tager mig selv i at sige, hundredvis af gange dagligt nu, "Satan, hold dig borte - i Kristi Navn."
Han holder ikke inde, - fireogtyve timer i døgnet. For en tid trættede han mig ned. Jeg kunne ikke få nogen søvn, og så slog han mig under søvnen. Han ville slå mig mens jeg kørte i min bil, bremserne ville svigte af ukendte årsager, og når jeg så bad - i Kristi Navn, - så ville de fungere igen. Hver gang jeg stiger ind i min bil, må jeg sige: »Herre, sæt et skjold af beskyttelse omkring min bil. Jeg beder Dig, i Jesu Kristi fra Nazareth's Navn, få mig trygt frem - og tilbage igen.« Dette er en åndelig krig, der er så virkelig, og jeg har bare fortalt om den del, jeg selv har oplevet, men jeg er sikker på, der er en masse mere derude, som jeg ikke har oplevet.
Vel, jeg fortsætter, bare for at give en lille baggrund, om det der foregår, og ord kan ikke helt beskrive det, jeg kommer til at fortælle. Det som jeg kommer til at fortælle beskriver ikke det komplette billede, - så var dig for Satan. Han er derude. De er derude just nu, lige ved siden af os allesammen. Den åndelige krig er usynlig, men den er der også. Det er i en anden verden, et eller andet sted, men på samme tid er det lige ved siden af os allesammen. Lyder skørt, men det er sandt, - Satan eller hans dæmoner er der fireogtyve timer i døgnet. Han hjælper mennesker med forskellige ting, og får dem til at tænke på ting, der ikke er fra Jesus Kristus. Folk gør disse syndige ting, og er ikke bevidste om, at Satan står bag det hele, og hjælper dem på vej... Så tag dig i agt! Bed! Bed til Jesus Kristus, Hellig Ånden og Faderen, og bed.
Tilbage til historien:
Gennem dette intense slag, i de tidlige morgentimer, med min søster i telefonen, løb jeg for mit åndelige liv, og Satan slog mig ned i knæ, og jeg skreg »Jeg er nede!« Jeg kunne ikke skråle det højt nok, og jeg ved at tagvinduet i mit værelse var åbent. Jeg vidste at naboerne hørte mig. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Jeg mener, jeg skreg til det punkt, hvor jeg ikke havde mere luft i lungerne. Og det var mellem mig og Satan.
Kristus var der, i den åndelige verden, og min søster var der i telefonen - i den fysiske verden, så jeg gætter på, at jeg havde begge disse verdener dækket med kærlighed. Kristus var hos mig da jeg blev slået ned. Jeg faldt ned på mine knæ skrigende. Jeg mener, denne lille fyr skreg og råbte, mens Kristus greb ham.
Jeg blev ved med at sige: »Hjælp mig op! Hjælp mig op! HJÆLP MIG OP, JEG ER NEDE! Jeg er nede. Jeg er nede!!« Og Kristus sagde: »Gør dig selv stærk, Ray, gør dig selv stærk.« Ved denne tid i slaget havde Satan banket mig ned til ingenting, og jeg vidste, at der var intet i nogen af disse verdener, som jeg kunne gøre. Så jeg sagde: »Kristus, du er nødt til at gøre det for mig. Du må gøre det, fordi jeg ved ikke hvad der skal gøres. Hjælp Mig!«
Da følte jeg denne fornemmelse i brystet, jeg kan ikke forklare det overhovedet, fordi det lyder sært, folk vil tænke at jeg er tosset, - hvis de ikke tror det i forvejen. Min brystkasse voksede fysisk i den åndelige verden, men jeg lå stadig i sengen og sang og græd, med min søster i telefonen. Men i denne åndelige verden bare voksede min brystkasse. Jeg mener, jeg følte den vokse en og en halv- eller to fod ud, og jeg voksede to til tre fod i højden, og jeg stod op som en statue, der var lavet i rustfrit stål, som en soldat i militærtjeneste.
Denne følelse af umålelig Kraft var i mig, - det var enormt. Så følte jeg nærværelsen af Satan komme imod mig. Han kom imod mig som et projektil. Dette var en følelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg følte mig, som om jeg var lavet som en afstøbning på en stålvæg, og han kom imod mig som et projektil, og jeg mener som et projektil, og han prellede af på mig - som en marmor-kugle. Han simpelthen rikochetterede af mig. Jeg skreg af glæde, og begyndte at råbe og udfordre ham.
Jeg sagde: »Du kan gøre hvad du vil med mig, men jeg vil aldrig svigte Kristus. Jeg kommer ikke til at forlade Kristus. Du kan give mig dine bedste skud, og jeg skal bevise det for dig. Jeg kommer aldrig til at forlade Ham, aldrig!« Så kom han imod mig hårdt og ligepå, men det hjalp intet, jeg blev ikke rokket en tomme. Han prellede af på mig, og jeg bevægede mig ikke. Jeg sagde til ham: »Jeg fortalte dig, at jeg kom ikke til at forlade Kristus, og det kommer jeg heller ikke til at gøre.«
Pludselig, så var jeg blevet denne store og slemme fyr, og kæftede op med min store mund, som om jeg havde gjort noget stort. Jeg var bare så dum, for jeg havde faktisk ikke gjort noget som helst. Det var Jesus Kristus der ordnede hele slagsmålet, og her stod jeg og tog hele Æren. Jeg er absolut en dum tosse, et fjols, alt på samme tid. Jeg undrer mig over, om jeg nogensinde vil lære, hvem der sørger for slåsningen og beskyttelsen. Jeg er den største idiot, der nogensinde er blevet født!! Fordi, bare nogle få minutter tidligere havde jeg halen mellem benene, og løb så hurtigt jeg kunne for at finde et sted at gemme mig. Det forbløffer mig hvorfor vi mennesker er så selv-centrerede, og jeg går selv i spidsen - som foregangsmand for dette.
Vel, jeg var stadig i sengen - syngende og prisende foran Gud. Så ændredes min stemme gennem sangen. Jeg er ikke meget af en sanger, min søster var i sandhed ved at synge sit hjerte ud, og af en eller anden grund, så ændredes min sangstemme. Jeg ved ikke hvordan, nogle mennesker kan kalde det at synge i tunger, men jeg sang og lå i sengen, og fulgte med min søsters sang. Hun sang ikke nogen bestemt sang - bare det der faldt hende ind, og jeg havde mine lunger fyldte som en ballon. Jeg kan bare ikke beskrive det, anderledes end sådan her, og jeg begyndte at synge og prise Gud, men at den sidste tone blev hængende og hængende.
Det lød ligesom da Tarzan skråler i junglen. Som Barbara Streisand der holder den sidste tone. Den blev bare ved og ved. Men denne tone ville få Barbara Streisand til at lyde som et pludrende spædbarn. Jeg er ikke sanger, men min stemme, og lyden der kom ud, bare vedblev i en lang........ stabil lyd.
Tonen blev ved og ved og ved. Jeg mener, da den sluttede, sagde min søster: »Wow!, Wow! Det lød vidunderligt, - kom det fra dig?«
Jeg sagde bare..., »Jeg ved ikke hvor luften kom fra.« Min mund åbnede sig bare, og jeg blev bare ved med at hyle denne tone til Gud med Lovprisning.
Jeg husker jeg rullede med øjnene, og prøvede at regne det ud, mens lyden kom fra min mund, og tænkte - hvornår holder denne tone op, min krop var ude af kontrol. Lyden blev bare ved, og ved, og ved, - den må have varet to til tre minutter, uden en eneste vejrtrækning, jeg ved ikke engang hvor jeg fik luften fra, tonen blev bare ved, og ved, og ved.
Mit sind var stadig bevidst om hvad der foregik, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor det bare fortsatte.
Da jeg løb tom for luft, blev min søster ved med at sige: »Wow!, Wow! Hvad var det for noget?«
Og så modtog jeg en ny dosis luft, og jeg begyndte at synge denne tone til Kristus igen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Min mund startede bare op igen for to til tre minutter mere. Jeg lavede denne lyd igen, og så forsvandt den.
I hvert fald, så lå jeg i sengen, og der foregik ikke meget i dette slag lige på dette tidspunkt, og jeg var lige færdig med at synge. Min søster og jeg begyndte at diskutere hvad der var sket tidligere, for af en eller anden grund, standsede slaget bare. Og medens vi diskuterer det, spidder Satan mig gennem hjertet - op gennem sengen, mens jeg snakker med min søster. Det fjols!
Jeg lå på sengen, og uden varsel, jeg følte ikke engang hans nærvær, så spiddede han mig lige gennem hjertet, og jeg mener lige gennem hjertet af min sjæl. Han ramte mig så brutalt, at det kastede min fysiske krop nærmest helt ud af sengen, og ned over telefonen, og jeg SKREG! af mine lungers fulde kraft. Jeg sagde, »ÅH MIN GUD! Han fik mig!! Han fik mig!! Han fik mig!!« og jeg skreg og jeg råbte, »Fjolset fik mig, jeg havde skjoldet nede og han fik mig, han fik mig!«
Jeg følte smerte, men ikke fysisk smerte, det var åndelig smerte. Jeg husker at jeg begyndte at falde ned til dette sted, dette... Jeg kan ikke beskrive det. Jeg kan ikke sige at det var et tomrum, fordi denne plads, eller område, var ikke på samme niveau som den åndelige krig, jeg havde været i tidligere. Det var..., jeg havde den fornemmelse, at det var et lavere niveau, eller dimension. Jeg følte mig selv dale ned i det. Mens jeg dalede ned, følte jeg min ånd flyde ud, og så, af en eller anden grund, ophørte min ånd. Jeg kiggede mig omkring og så og følte denne tomhed. Jeg kunne sanse tomt rum - der ingen steder førte hen.
Der syntes at være vægge der, men ikke egentlige vægge. Jeg husker, jeg rakte min hånd ud og følte noget der, men der var ikke rigtig noget der. Der var en slags kraft der som forhindrede mig i at forlade dette bestemte område. Jeg kunne råbe, men lyden kom ingen steder hen. Som jeg sagde, det var ikke rigtige vægge. Det var som et rum med vægge - uden vægge; det var en slags helvede. Der var ingen ild. Nej..., bare som et lukket rum uden vægge, kvalen og smerten var bare ubeskrivelige.
Jeg ved ikke, om nogen anden nogensinde har følt...., at være borte fra Gud, for på dette sted fandtes Guds Nærvær ikke. Der var intet håb. Håb eksisterede ikke på dette sted. Stands op, og tænk over det...., tag et minut, og bare tænk..., et sted uden håb, dette er bare ord, men prøv at føle det. Prøv at føle og sanse det i dit hjerte, og i din sjæl, et sted som dette. Jeg siger det på denne måde for at informere folk, for at give dem en idé om, hvordan det var.
Jeg var ude af mig selv dernede, totalt ude af mig selv. Jeg skreg, råbte, kradsede væggene - der ikke var vægge, og prøvede at slippe ud. Jeg husker jeg skubbede til dem, men væggene skubbede tilbage. Der var intet besvær med at skubbe dem, de var bare der, - men var der ikke. Det er svært at forklare, men de var meget virkelige. Hele stedet syntes at absorbere al lyd. Jeg kunne sige, at det var en afgrund, men det var ikke en afgrund. Alt det jeg kan sige er, at det var et lavere niveau af den åndelige verden.
Tænk seriøst på det jeg siger, for jeg tror at det er meget vigtigt. Undervurder ikke vigtigheden af disse ord. Jeg var på et sted med ingen døre, ingen vej op, ingen vej ned, det førte ingen steder hen, og jeg var alene. Jeg mener FULDSTÆNDIG ALENE. Jeg mener til den ultimative ensomhed. Jeg var alene, ingen ville komme for at besøge mig, ingen ville finde mig, ingen vidste hvor jeg var. Og alt dette kan ikke beskrive terroren.
Vel, jeg er ikke sikker på at mine ord bliver forstået. Jeg tror virkelig ikke at folk kan forstå, hvis ikke de selv har været der, og dog er det så vigtigt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bruger så megen tid på dette. Men måske Hellig Ånden vil, at jeg skal fortælle dette til folk. Vel, lyt til mine ORD. Ingen vil nogensinde ønske at gå derned. ALDRIG NOGENSINDE! Fordi de kunne måske aldrig komme ud derfra... og tid har ingen mening dernede. JEG MENER, INGEN MENING! Lyt til disse ord, der er ingen betydning af tid, håb, der er ingen Gud dernede.
Jeg ved ikke hvordan nogen kunne komme bort fra det sted. Jeg så ingen ild. Jeg så intet undtagen mig selv, på et sted der har vægge, men alligevel ingen vægge. Lyt til mig, for Guds skyld! Lyt til det jeg siger, våg over din sjæl, for det er alt hvad folk har. Når den først er tabt, så er den tabt, og dette dyb, dette hul, eller afgrund, eller hvad det så bliver kaldt, det er virkeligt. Det er det virkelig, ingen ønsker at gå til det sted. Lyt til mig, jeg har været der med hele mit hjerte og sjæl, - jeg håber folk lytter.
Om nogen har en tråd af Kristendom, af tro, så må de bygge på det. For det er den eneste tråd af liv de har. For hvis de mister den tråd af Kristendom, så er de fortabt. Hvis de har et hårstrå, en tråd af tro i Gud, i Hellig Ånden, så må de række ud efter det, og løbe for det. Måske Gud vil bruge den tråd til at få dem ud derfra, hvis de finder sig selv at befinde sig derinde, de må komme ud derfra hurtigst muligt. Jeg tror, at hvis dette sted har en dør, og den engang bliver lukket, så kommer de vel aldrig nogensinde ud derfra.
Jeg prøver ikke at skræmme folk. Jeg ønsker bare at være ærlig mod dem - fra dybet af mit hjerte. Jeg håber, at jeg aldrig ser dem falde ned i dette sted. For jeg ved ikke, hvordan de skal slippe ud. Jeg har ingen idé om, om der skulle være en anden afgrund nedenunder denne, men hvis der er, måtte Gud tilgive os alle, måtte Gud tilgive os. For den lille forsmag som jeg følte, kan jeg ikke engang beskrive. Hvis der er en anden afgrund me